På en dag som denne ser Israels muskler mindre skræmmende ud for den palæstinensiske bevægelse Hamas end normalt.
Det vurderer professor Jørgen Bæk Simonsen fra Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet.
I dag har Israel frigivet over 1.000 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.
»Israel fremstår svækket set med et militærtaktisk perspektiv«, siger forskeren, der kalder dagen for »skelsættende«.
»Israel plejer aldrig at forhandle med det, der i deres øjne er terrorister, og de har oven i købet løsladt palæstinensiske fanger, som de netop har dømt for terrorisme«.
1.027 fanger for en enkelt soldat
Israel udleverer ialt 1.027 palæstinensiske fanger til gengæld for én israelsk soldat, der har været holdt fanget af den islamistiske bevægelse Hamas i mere end dem år.
LÆS MERE
Hamas overgiver den israelske soldat ShalitJørgen Bæk Simonsen er overbevist om, at Israel har sat alle ressourcer ind på at finde ud af, hvor Hamas holdt deres soldat til fange med det sigte at befri ham.
Udvekslingen af fanger er et udtryk for, at Israel har måttet opgive at infiltrere Hamas, vurderer mellemøstforskeren.
»I et militærtaktisk perspektiv kan jeg kun udlægge det som en understregning af, at man har været oppe imod et Hamas, som har været uigennemtrængeligt. Hamas har trukket det længste strå«, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Han fremhæver, at Israel før har været i stand til at købe sig til oplysninger og derpå har likvideret ledere i Hamas.
»Men i det her tilfælde har man altså været ude af stand til at infiltrere Hamas og er krøbet til korset«, siger forskeren.
Alle vil udlægge det som sejr
I byen Gaza forbereder Hamas en større fest, og den militante bevægelse vil uden tvivl udlægge udleveringen af de mere end 1.000 fanger som en sejr, vurderer Jørgen Bæk Simonsen.
I Israel har det vakt debat, at man frigiver palæstinensere, som ved israelske domstole er blevet dømt for terror, men et flertal af israelerne støtter fangeudvekslingen.
LÆS MERE
Israelerne bakker op om udveksling af fangerDet kan lyde mærkeligt for udenforstående, at bytteforholdet mellem Israel og Hamas er én til mere end 1.000, men det hænger sammen med, at landet dyrker et princip om at forsvare nationens enkeltindivider grænseløst, forklarer Jørgen Bæk Simonsen.
Han vurderer, at Israel vil bruge selvsamme princip til at udlægge fangeudvekslingen som en sejr, fordi ingen soldat nu er efterladt bag fjendens linjer:
»Det har en stor symbolværdi i israelsk selvforståelse«.
Det store billede er uændret
Selv om Hamas måske vinder det, som Jørgen Bæk Simonsen betegner som en »forbigående, taktisk mediesejr«, ændrer fangeudvekslingen intet i det store spil mellem de to verserende parter.
»Jeg tror ikke, at fangeudvekslingen udfordrer den israelske position eller får nogen anden konkret, umiddelbar konsekvens«.
I dag har Israel frigivet 477 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. De resterende følger efter planen senere på året.
fortsæt med at læse


























