I dag for 20 år siden – 30. oktober 1991 – mødtes i Madrid under forsæde af USA’s og Sovjetunionens udenrigsministre alle parter i det mellemøstlige spørgsmål for at gøre det hidtil mest energiske forsøg på at skaffe fred i Mellemøsten efter små hundrede års konflikt og mere end fyrre år med krig fra tid til anden. Tidspunktet syntes velvalgt. Den kolde krig var forbi, og dermed var supermagternes rivalisering i Mellemøsten, der havde blokeret for løsninger, ikke længere til stede. Der kunne nu skabes en ny verdensorden, som USA’s daværende præsident, Bush (den ældre), udtrykte det. Et år tidligere havde USA samlet en stor koalition af vestlige og arabiske tropper, der bragte Iraks besættelse af Kuwait til ophør. USA mente det åbenbart alvorligt, at der – om nødvendigt med magt – skulle skabes en ny verdensorden baseret på folkeretten, hvor det ikke var tilladt at erobre andres land, troede mange arabere.
En retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten var en naturlig – ja, endog nødvendig – del af denne ny verdensorden. Tidspunktet syntes også velvalgt, fordi de arabiske parter havde opgivet deres modstand mod al forhandling med og anerkendelse af Israel. Ikke mindst forløbet af krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien i en uges tid havde haft fremgang på slagmarken, gjorde araberne rede til at slutte »de modiges fred« med Israel. Hertil kom, at alle de arabiske partnere – senest PLO i 1988 – havde accepteret, at grundlaget for fred med Israel skulle være Sikkerhedsrådets res. 242 (1967) og 338 (1973), hvilket betød, at alle de arabiske deltagere i fredsforhandlinger lagde til grund, at det gamle Palæstina skulle deles mellem Israel og en palæstinensisk stat.
