Kulturredaktør: Kompromisvilje er ikke løftebrud

Vi har levet med blok- og kontraktpolitik i ti år, så måske er det ikke så underligt, at mange stadig hænger fast i dens logik.

Den generation, der er blevet voksne i det seneste tiår, har kun oplevet politik som noget, der udøves af den ene side af Folketinget på baggrund af en hellig og urørlig aftale med vælgerne.

Den form for politik har inficeret det politiske system, vælgerne og kommentatorerne.

Frem til valget var det således den herskende opfattelse, at det var en stor svaghed for oppositionen, at den ikke stod samlet og udgjorde en blok over for VKO-blokken, for det udstillede, at oppositionspartierne var uenige, og så kunne de jo ikke give vælgerne de håndfaste løfter, som kontraktpolitikken foreskriver.

Valget viste noget andet, oppositionen fik flertal, og de partier, som gik til valg alene og fremlagde deres egen politik, Enhedslisten, de radikale og Liberal Alliance, var de egentlige vindere.

De to første sikrede Thorning-Schmidt og Søvndal regeringsmagten.

Efter valget, regeringsdannelsen og fremlæggelsen af regeringsgrundlaget er tiden så kommet til, at opposition, kommentatorer og vælgere råber ’løftebrud’ i kor.

Det er løftebrud, når S og SF i forhandlingerne med de radikale om regeringsgrundlaget har renonceret på dele af den politik, de gik til valg på eksempelvis millionærskatten, som ikke bliver gennemført, boligskatten, som ikke lettes, og tilbagetrækningsreformen, som ikke rulles tilbage.

De kompromiser, som er lagt åbent frem i regeringsgrundlaget, bliver nu fremstillet, som var der kommet en tyv om natten og havde berøvet vælgerne deres eksistensgrundlag.

Her blot et enkelt eksempel. TV 2 Nyhederne havde i den forgangne uge fundet en mor til ti børn, som følte sig godt og grundigt snydt.

Socialdemokraterne havde nemlig i valgkampen lovet hende at annullere VKO’s besparelser på børnechecken, og nu viste det sig, at det ikke udtrykkeligt fremgår af regeringsgrundlaget, men at børnecheckens størrelse skal indgå i forhandlingerne om næste års finanslov. Løftebrud var ordet. Intet mindre. Og det var både første og sidste gang, denne mor havde stemt på ’de røde’.

Så dybt har kontraktpolitikken åbenbart lejret sig i os, at ingen længere kan se forskel på løftebrud og kompromiser.

Det tog kun ti år at aflære sig det samarbejdende folkestyre, hvor partierne forhandler og bøjer sig mod hinanden for at finde fælles løsninger.

Når løftebrudsbasunerne har en vis genlyd i den aktuelle situation, kan S og SF til dels takke sig selv for det. De to partier har nemlig været længe om at erkende kontrakt- og blokpolitikkens endeligt.

I meget lang tid videreførte de to partier tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) retorik og opførte sig, som om de kun havde hinanden at tage hensyn til. De fortsatte med at love noget i stedet for at mene noget.

De belærte som bekendt de radikale om, at deres synspunkter var irrelevante, for der blev ikke flyttet et komma i S-SF’s politik. De to partier drømte tydeligvis om at danne en ren S-SF-regering, der havde flertal med Enhedslisten.

Sådan gik det bare ikke. Der var behov for de radikales mandater for at danne regering.

Og i modsætning til V og K, som kunne love alt, hvad de ville, i sikker forvisning om, at støttepartiet Dansk Folkeparti ville stemme for, så længe de fik det betalt med udlændingestramninger, har vi nu en situation med tre regeringspartier, der skal være enige om alt. Derfor afspejler regeringsgrundlaget selvfølgelig alle tre partiers politik.

I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen, der beskylder de radikale for løftebrud, selv om de ikke har fået alle deres politiske ønsker opfyldt, for eksempel det om at afskaffe 24-års-reglen.

Årsagen er enkel. Partiet har alene sagt, at det var deres politik og dermed et ønske, som de ville tage med til forhandlingerne. Så kloge blev de radikale efter at have oplevet, hvor galt det kan gå, når man stiller ultimative krav i politik.

Det kommer til at tage sin tid at genetablere forståelsen og accepten af folkestyrets elementære grundvilkår – nemlig at man ikke kan gennemføre noget, som man ikke har mandater til, og at man i logisk forlængelse deraf ikke kan bryde løfter, som man ikke har mandater til at gennemføre.