Der var ikke mange, der lagde mærke til det. Der var da heller mange danske medier, som fortalte om det. Men EU’s landbrugs- og fødevareministre var i sidste uge samlet til et yderst afgørende møde i Bruxelles. På spil var EU’s støtte til de europæiske landmænd, den nye landbrugsreform, der skal gælde frem til 2013. Og selv om det var ventet, at ministrene i store træk ville nøjes med at klappe hinanden på skuldrene og kun vedtage mindre reduktioner af landbrugsstøtten, blev resultatet alligevel en langt mere udvandet aftale, end kommissionen på forhånd havde lagt op til. De europæiske landmænd fik det kort sagt, som de ville have det. Kommissionens oprindelige forslag om at reducere støtten med hhv. 10, 25 og 45 procent – afhængig af bedrifternes størrelse – endte med, at man frem til 2013 kun reducerer støtten til de allerstørste bedrifter. Og vel at mærke ikke med 45 procent, som kommissionen havde ønsket, men med 4 procent. Det ville være til grin, hvis ikke det var så alvorligt: Landbrugsstøtten koster hvert år de europæiske skatteydere op mod 400 milliarder kroner – eller hvad der svarer til hele 40 procent af EU’s samlede budget. For Danmarks vedkommende drejer det sig årligt om 7,23 milliarder, men man anslår, at den samlede støtte udgør væsentligt mere. Hele 600 danske landmænd modtog sidste år mere end 1 million kroner i støtte, 16 af disse modtog over 3 millioner. Storbønder på støtten ... lyder det som en fornuftig politik? NEJ, EU’S landbrugspolitik er hverken liberal eller markedsorienteret. Den er derimod resultatet af en samling politiske studehandler – protektionisme af værste skuffe – som nu har skabt et beskyttet værksted for de europæiske landmænd. Omstændighederne omkring det såkaldte ’sundhedstjek’ af landbrugsstøtten, som EU-ministrene landede med aftalen i sidste uge, var ingen undtagelse. Den endelige aftaletekst er således ét stort kludetæppe af protektionistiske særinteresser. Mens eksempelvis alle andre lande kun må hæve mælkekvoten med 1 procent om året de næste 5 år, må Italien allerede fra næste år hæve kvoten med 5 procent. Endda helt uden officiel begrundelse. Sådan er det bare. Uskønt og ukønt. DAGEN EFTER mødet kunne Jyllands-Posten – der som et af de få danske medier dækkede reformforhandlingerne – citere landbrugskommissær Mariann Fischer Boel for, at solen var stået op, og at hun og kommissionen forventede, at den ville gå ned igen: »I sådan et kompromis må der gives og tages for at finde en løsning«, sagde hun. Og ja, hvorfor svinge sig op til mere? Hun virkede på ingen måde skuffet over det pauvre resultat. Den danske kommissær har da også tidligere demonstreret, at hun formentlig er det bedste bolværk mod forringelser af bøndernes subsidierede levevilkår. For nylig opfordrede hun f.eks. landbruget til allerede nu at sætte gang i et omfattende PR-arbejde og gøde jorden for en lukrativ aftale, når landbrugsstøtten næste gang står til forhandling – i 2013. Hun tænker og taler som en fransk landbonde. Men hun er jo også medlem en kommission, hvor hun efter alt at dømme er den eneste, der ikke drømmer hede drømme om at bruge de mange EU-milliarder på noget mere perspektivrigt. At Mariann Fischer Boel ligefrem kan få dansk landbrug til at fremstå som progressiv, siger vist alt. SOM DANSKERE har vi ikke en forpligtelse til at lægge pres på landbrugskommissæren, fordi hun er dansk. Vi skal derimod lægge pres på hende og den europæiske landbrugsmafia, fordi vi har et ansvar over for os selv – og over for verden. Det er således ikke så lidt, den europæiske landbrugsstøtte har på samvittigheden. Ikke alene har den i mange herrens år holdt udviklingslandene – og deres fattige bønder – ude af spillet. Den er også i stigende grad ved at udvikle sig til en økologisk katastrofe. I 2006 udgjorde metan- og lattergas således hele 10 procent af EU’s samlede udslip af drivhusgasser. Dette burde få både borgere – og medier – til at forholde sig mere aktivt til EU’s landbrugsstøtte.