Nedtællingen er begyndt:
Her efter grønlændernes køligt velovervejede ja til den nye selvstyreaftale, vil det sidste kapitel i det danske imperiums historie snart kunne skrives. De sidste 350 år har formet sig som én lang kummerlig retræte, hvor de fedeste lunser af riget er skåret fra først – fra Skåne, Halland og Blekinge i 1658, over Norge i 1814, til Slesvig og Holstein i 1864, videre over Dansk Vestindien i 1917 og endelig til Island i 1944. Hvis alle disse gammeldanske landsdele stadig havde tilhørt Kongeriget Danmark, ville vores lille land i dag være tre gange så rigt og have tre gange så mange indbyggere. De største danske byer efter København ville stadig hedde Christiania (Oslo), Kiel og Malmø – og Danmark ville stadig være et broget multietnisk samfund med et markant tysktalende mindretal. Men det er fortid. Det danske imperium er i dag så langt væk i bevidstheden, at det kan virke som en vittighed. Efter en håbløs periode med blodige krige har vi endelig besindet os på en mere civiliseret måde at opløse vores smuldrende rige på. Ligesom 80 procent af vælgerne i ’Mellemslesvig’ stemte for at høre til Tyskland ved folkeafstemningen om Slesvigs fremtid i 1920, har over 75 procent af grønlænderne nu tilkendegivet, at de ønsker en løsere tilknytning til Danmark. IMPERIET KAN ikke slå igen. Kongeriget Danmark er i en gradvis proces ved at blive skåret ned til naturlig størrelse – som en småstat i periferien af Europa. Når grønlændernes ønske om politisk autonomi en dag fører frem til formel uafhængighed – som selvstyreaftalen åbner mulighed for, at Grønland kan erklære helt ensidigt – vil Kongeriget Danmark blive reduceret drastisk i størrelse: Fra at være verdens 13.-største landområde – på størrelse med DR Congo – til kun at fylde lige så meget som Schweiz på landkortet. Kongeriget vil blive skåret ned til en halvtredsindstyvendedel. Dét er et større område, end hvad der kan vindes tilbage indadtil med nok så megen nationalromantik. Kun økonomien forhindrer Grønland og Færøerne i at erklære sig uafhængige. For hvis de skal kunne fungere politisk uafhængigt, må de også kunne klare sig selv økonomisk. Men derudover opfylder begge lande alle meningsfulde kriterier for at kunne kalde sig for selvstændige nationer – og rent demokratisk er både Grønland og Færøerne langt mere velfungerende end stort set alle andre lande i verden, der har erklæret sig som uafhængige nationer i de seneste generationer. I Danmark fokuseres der ofte kun på de politiske skandalesager i Grønland – fra stemmefusk over korruption til sexovergreb. Men det er værd at minde om, at indbyggertallet i Grønland kun svarer til mellemstore provinskommuner som Haderslev og Aabenraa. Målt på den skala klarer grønlandske politikere sig nogenlunde hæderligt. Ikke mindst fordi Grønland som et vidtstrakt land med stor strategisk sikkerhedspolitisk betydning er en anden kompleks størrelse at skulle styre. SKØNT der kan gå mere end en generation, før Grønland formelt løsriver sig – da det sorte guld i undergrunden endnu lader vente på sig – er der med selvstyreaftalen givet grønt lys for en proces, der næsten kun kan ende med selvstændighed. Med en valgdeltagelse på 72 procent af vælgerne er resultatet utvetydigt. Det altovervejende flertal af grønlændere ønsker selvbestemmelse. Paradoksalt nok er det også kun det parti i Danmark, der normalt snakker mest om national suverænitet – Dansk Folkeparti, som er imod processen. Partiets udenrigsudfører, Søren Espersen, krævede i går, at danskerne også skal godkende en eventuel løsrivelse: »Der burde have været en afstemning om så vigtig en ting som at forære 98 procent af rigsfællesskabets territorium væk«. DF vil ikke lade andre folkeslag, der lever tusindvis af kilometer fra Jyllands kyster, bestemme, om de fortsat vil leve som ’danskere’. Tidligere har Søren Krarup propaganderet for en ny afstemning i Slesvig, mens Ole Hyltoft har talt om at smide »svenskerne ud af Skåne«. Men nu er imperiets dage heldigvis talte: Længe leve republikken Grønland. Imperiets dage er talte: Længe leve republikken Grønland
