For tiden kan man i Den Frie Udstillingsbygning i København se udstillingen ’Deep Green’ om kunst og klimaforandringer.
Man kunne sågar debattere de tos forhold til hinanden med et par af kunstnerne i lørdags. Kunst og klima er blevet nyt makkerpar i dansk kulturliv. I forrige uge meddelte Kunstrådet, at klimaet var blevet et varmt emne i kunsten, hvorfor det havde delt rundhåndet ud af midlerne til kunstnere, der havde søgt om penge til at lave ’klimakunst’. Det begynder at ligne en tanke. At kunstnerne forholder sig til samfundet og den aktuelle samfundsdebat, er der ikke noget nyt eller underligt i. Men når så mange kunstnere i dette herrens klimaår, der kulminerer i et topmøde i København i december, har ladet sig drage af det brandvarme tema og ladet ansøgningerne flyde til Kunstrådet, kunne man så ikke blive bare en smule betænkelig på kunstens vegne? Er der mon ikke en snært af opportunisme i denne massive kunstnerinteresse for klimaet? Nej, mener formanden for Billedkunstnernes Forbund, Nanna Gro Henningsen. Her i avisen afviste hun det såre: »Så længe temaet kommer fra kunstnerne og ikke er udstukket som krav for at modtage støtte, så er alt i sin skønneste orden«. Tjo, men kunstnere er vel også mennesker med fornemmelse for vindretninger. De to nylige eksempler er kun et forvarsel om den vrimmel af initiativer, vi vil få at se frem til december. Kunst, design, mode, arkitektur – og alt muligt andet – vil hægte sig på tidsånden. Vi er ikke selv bedre. Politikens sommerhøjskole handler i år om klimaet. Vi har inviteret læserne til klimatopmøde på Vallekilde Højskole, hvor bl.a. Bjørn Lomborg, Sven Auken og Margrethe Vestager sammen med læsere og Politiken-folk vil endevende klimaet fra alle tænkelige synsvinkler: den kunstneriske, den litterære, den politiske, den videnskabelige, den teknologiske og den globale. Ordet ’klimakvalme’ er derfor ikke overraskende begyndt at dukke op i debatten. Senest har direktøren for klimatænketanken Concito, Martin Lidegaard, advaret om, at der var en betydelig risiko for, at klimaproblematikken kom til at hænge folk ud af halsen. Al den snak, og ikke mindst tendensen til, at alt skal handle om klima, risikerer at gøre os immune og ligeglade, var hans bekymring. Det er velkendt, at ’vor tid’, hvis man nu skal svinge sig derop, ikke mindst er karakteriseret ved, at vi er i færd med at informere os ihjel. Vi bruger snart så meget tid på at vedligeholde diskursive netværker med stadigt tilkommende, mærkelige navne som e-mail og chat og blogs og twitter osv., plus et enormt nyhedsforbrug med øjeblikkelig og global opdatering, at vi formentlig en dag bogstavelig talt mister jordforbindelsen og suges ud i cyberspace. På den anden side er det lige så indlysende, at ’demokratiet’, hvis man nu skal blive deroppe, er helt afhængig af et omfattende engagement i det stadig mere komplekse informationssamfund, hvorfor vi er nødt til at være – afsindigt velinformerede! Hovedmekanikken i demokratiet er, at der skabes et folkeligt pres på det politiske system, så politikerne tør tage de ubehagelige og vanskelige beslutninger, der ellers ville kunne true deres genvalg. Det er sådan, vi skaber politiske klimaændringer, og de er nødvendige for klodens samlede helbred, intet mindre. Så vi må lære at dosere klimasnakken, så vi ikke taler hinanden i søvn med korrekte klichéer og opportunistisk efterplapren. Og noget tyder på, at vi endnu ikke er blevet helt apatiske. I en ny undersøgelse foretaget af EU-kommissionens statistiske kontor er et udsnit af EU-landenes borgere blevet spurgt, hvad de mener bør være det vigtigste tema i den forestående valgkamp til Europa-Parlamentet. Størstedelen af de adspurgte mener, at arbejdsløshed bør have højeste prioritet. Men ikke danskerne. Vi mener, at klimaforandringerne er det vigtigste. Så måske skal der en lille smule kvalme til for at forstå problemets alvor.
