I dag er jeg ikke tilstrækkelig prof til at skrive om noget andet end vores chefredaktørs død.
Jeg går og grunder over eneren Tøger, som stillet over for sygdom og død var lige så forsvarsløs som ethvert andet menneske. Vi er, når det kommer til stykket, alle lige: Vi skal dø. Tøger havde, tror jeg, et mere reflekteret forhold til dette med de mange og den enkelte – os alle sammen en gros og hvert individ en détail, som Kierkegaard ville sige – end de fleste af os har.




























