HVORFOR VALGTE Anders Fogh Rasmussen at kalde sig ’kulturliberal’, da han her i avisen forsøgte at forme sit eftermåle? Har I hørt ordet før, kære læsere? Jeg havde ikke. Eller rettere: Jeg havde set det på tryk én gang før, og det fik kun mine øjenbryn til at kravle endnu højere op i panden, da Anders Fogh gjorde det til sin egen etikette. Dengang var det nemlig Anders Foghs forgænger som Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, der brugte det til at sætte den rigtige politiske etikette på...undertegnede. Hvorfor valgte Anders Fogh dette næsten ukendte ord? Flere har gættet på, at det blot er en måde at bløde ordet liberal op på, og sådan forstod Lars Løkke det da også, da han sagde, at skulle han føje noget til liberal, måtte det blive ’velfærd’. Dermed er vi i kendt territorium – det er det, vi andre kalder socialliberal, og dækker meget godt Anders Foghs opgør med minimalstatsteserne. Blot kan venstrefolk ikke kalde sig socialliberale, for det er de radikales ståsted. Men med ordet liberal brænder tampen. For både når Fogh og Ellemann-Jensen bruger ordet, er det i modsætning til kulturradikal. Er Tøger kulturradikal, spørger Uffe Ellemann og svarer nej: »Hvis man overhovedet kan hæfte en etiket på ham, så er han ’kultur-liberal’«. Og Anders Fogh lancerer ordet her i avisen og modstiller det eksplicit den kulturradikalisme, han bryder sig meget lidt om. KULTURLIBERAL ER altså et alternativ til at være kulturradikal. Og for mit eget vedkommende syntes jeg, Uffe ramte ganske præcist. Jeg har en del til fælles med de kulturradikale, men i deres flirt med kommunismen synes jeg, nogle af dem kompromitterede deres liberale værdier og blev ekstreme. At erstatte radikal med liberal i anden del af ordet har jeg det derfor helt fint med. Men hvad med Anders Fogh? Selv om vi har antikommunismen til fælles, kan man ikke just påstå, at vi har stået skulder ved skulder i værdikampen. Hvorfor kalder han sig kulturliberal? Hvorfor ’kultur’? Han vil vel markere rødder i en national kultur. Men jeg tror også, det er ønsket om at udfordre og vippe de kulturradikale af pinden, der driver værket. Der kan dog også være en ægte forbindelse: Anders Fogh tog moderniteten til sig, da han talte om sin begejstring for Jens Smærup Sørensens forfatterskab, og Søren Krarup er som bekendt aldrig kommet sig over forræderiet. Det, der for alvor skurrer, er Anders Foghs forsøg på at udlægge VKO’s værdikamp som liberal. Sagen er jo, at der er en fundamental spænding mellem liberale værdier og enhver form for bundethed til nation, folk, eller race. I samme øjeblik man forankrer liberale værdier i en bestemt kultur i modsætning til andre kulturer, kapper man forbindelsen til de universelle liberale værdier. I det øjeblik, man anfægter alles ret til lige frihed og forskellighed, så kan man være alt muligt – konservativ, nationalist og succesrig er blot nogle af de mindre ekstreme muligheder. Men ikke længere liberal. Det er ikke liberalt at afskære en voksende gruppe indbyggere her i landet fra statsborgerskab. Det er ikke liberalt, når mobning af et religiøst mindretal bliver en hovedlinje i en regerings politik. Ej heller er det liberalt, når konfrontation sættes højere end tolerance. Retfærdigvis har Anders Fogh her og der forsøgt at give DF’s voldsomme brud på liberale normer en formel fernis. Et godt eksempel er tørklædeloven. Her fik dommerne påtvunget beklædningsregler, der formelt gjaldt alle religiøse symboler. Det kunne ikke skjule, at det i en dansk sammenhæng reelt var en imødekommelse af DF’s hetz mod medlemmer af en bestemt religion. Jeg medgiver, at både Fogh og jeg er socialliberale, om end Fogh ikke vil bruge ordet. Men at vi begge skulle være kulturliberale? Ja, døm selv. Jeg tror ikke, at Uffe Ellemann-Jensen ville skrive under på det. Og han véd, hvad han taler om.