Der var engang, da kampen for demokrati handlede om at gøre op med adelsvældet, kongemagten og nedarvede privilegier. Dengang gale prinser og gamle dronninger havde reel indflydelse på fordelingen af samfundets rigdomme. Dengang kongelige jubilæer blev fejret af andre end jubelidioter. I dag har demokratikampen forskudt sig til et langt mere fundamentalt opgør med de nye hertuger, finansfyrsterne, der som fredhellige regenter skalter og valter med borgernes opsparede penge. Her få år efter finanskrakket i 2008, og endnu kortere tid efter at finansverdenen blev reddet af enorme statslige hjælpepakker, er lønningerne, chefbonusserne og profitterne igen eksploderet. De nyrige pengemænd, som lever som grever og baroner, nyder ansvarsfrie privilegier, der tidligere var forbeholdt adelstanden. Mens den gamle nobilitet og tronfølgertradition er vanslægtet til total ligegyldighed og døende dekadence, er et nyt aristokrati i stedet vokset op. Men desværre synes underdanigheden at hænge ved: Ligesom aristokratiet engang nød kongens beskyttelse til at lave forretninger på mere lukrative betingelser end almindelige borgere, har finanskapitalen frit lejde til at svæve over alle bjerge. Indtil videre har politikerne ladet den nye finansadel handle lige så frit og ansvarsløst, som den gamle jordadel gjorde. De folkevalgte står afmægtige tilbage. LÆS OGSÅGældspusherne har stadig frit spil Forslag om regulering af finanssektoren mødes straks af en velorganiseret modstand fra bankdirektører, lobbyister og medløbere i den borgerlige presse. Spørgsmålet er dog, om politikerne ikke kunne og burde gøre mere. Ligesom den formelle magt her i Danmark for længst er forsvundet ud af hænderne på hertugfamilien nede fra Glücksburg, repræsenteret af Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, forsøger Danmarks stærke kvinde, økonomiminister Margrethe Vestager (V), også kaldet 'Margrethe III', at foregøgle vælgerne, at ethvert indgreb over for finansspekulanterne vil gøre større skade end gavn - og i øvrigt kun lader sig gennemføre på globalt plan. Snu lobbyister fra Finansrådet og systembevarende embedsmænd på Slotsholmen har overbevist regeringstoppen om, at banker og finanshuse ikke skal være med til at betale regningen fra den kunstigt oppumpede lånefest i 00’erne, men i stedet lade skatteyderne bløde. I debatten om en europæisk mikroskat på finansielle transaktioner, som støttes af både den borgerlige tyske kansler, Angela Merkel, og den borgerlige franske præsident, Nicolas Sarkozy, har den radikale leder indtaget en beskyttende rolle over for finanssektoren; en protektorrolle, der minder om kongehusets traditionelle værn omkring adelens privilegier. LÆS OGSÅPinlig radikal afvisning af EU-skat på spekulation Dronningen af dansk politik, Margrethe Vestager, forsøger at forsvare finanssektorens særinteresse med et argument om, at det vil koste arbejdspladser, hvis der indføres selv en forsvindende lille transaktionsafgift på papirpenge. I EU-kommissionens forslag til en finansskat er der opstillet et regnestykke, som viser, at den samlede velstand i Europa risikerer at blive mindsket en anelse, hvis spekulation beskattes. Udeladt er dog, at det nuværende alternativ - hvor skatteborgerne i dag hæfter for milliardgælden fra hjælpepakkerne til finanssektoren - foreløbig har kostet et langt større velstandstab. Den økonomiske vækst i Europa er gået i stå, i høj grad som en følge af de gældsforpligtelser og deraf følgende rentebyrder, som staterne har påtaget sig. Ideen med en mikroskat på finansiel spekulation er at skabe et tiltrængt råderum til dels at finansiere hjælpepakkerne og dels at kunne investere i en aktiv beskæftigelsespolitik, herunder f.eks. lavere skatter på indkomst, der sætter gang i økonomien igen - og dermed overtrumfer de omkostninger, som en skat i første omgang og helt isoleret vil medføre. LÆS OGSÅRegeringens skattemodstand er trist og tumpet Ansvarlig økonomisk politik her i 2012 handler om at genskabe sammenhængen mellem produktion og finansmarkeder; mellem værdiskabelse og værdipapirhandel. Og som både udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og klimaminister Martin Lidegaard (R) har ment i årevis, er en såkaldt Tobinskat på spekulation en både pragmatisk og socialliberal måde at holde finanssektoren ansvarlig på over for det underliggende samfund. Engang kæmpede småfolk og husmænd for ligeværd, borgerrettigheder og demokrati imod godsejerne og kongen - og vandt. Det vil være en historisk ironi, hvis det moderne Radikale Venstre bøjer sig i støvet for de virtuelle oligarker. Traditionen tro hænger den sleske attitude over for kongehus og herremænd stadig ved over for tidens nye adel, finansfyrsterne, som beskyttes af underdanige politikere her i Danmark FACEBOOK