Magtbalancen i den nye røde regeringskoalition er ved at tippe. To tendenser står tydeligt frem i valgkampen: Det Radikale Venstre og Enhedslisten stormer frem i alle meningsmålinger. Selv om udsvingene fra måling til måling er uforudsigelige og voldsomme – og derfor forbundet med stor usikkerhed – står de to eneste partier, der konsekvent har modsagt Dansk Folkepartis omsiggribende indflydelse, til succes. Fremgangen for de to partier, hvis politikere og vælgere siden 2001 hånende er blevet kaldt ’halalhippier’ og ’slappere’, sker i høj grad på direkte bekostning af SF. Fra et højdepunkt i foråret i 2009, hvor partiformand Villy Søvndal og Co. fik opbakning fra næsten hver femte vælger, er Socialistisk Folkeparti styrtdykket, i takt med at partiet er rykket nærmere Socialdemokraterne og regeringskontorerne. Newtons tredje lov lyder: »Et legeme, der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige så stor modsatrettet kraft«. Sådan er det også i politik. Udviklingen tyder på, at mange vælgere ikke blot er trætte af VK-regeringens samarbejde med DF, men også af S og SF’s taktiske tilnærmelser til VKO.
Dansk Folkepartis dominerende rolle gennem 00’erne har sat sig så dybe spor i dansk politik, og flyttet hele partilandskabet i en så reaktionær retning, at den folkelige modreaktion nu ikke kun rammer de to regeringspartier, men også den opportunistiske alliance mellem S og SF. De borgerlige frustrationer over samarbejdet med Dansk Folkeparti – særlig blandt ’anstændige’ konservative – er en slidt gimmick, Venstre og Konservative har fyret af i alle valgkampe siden 2001. Det afgørende nye er, at frustrationerne har bredt sig til oppositionens vælgere: For første gang i lang tid opnår de radikale og Enhedslisten tilsammen lige så stor vælgeropbakning som Dansk Folkeparti. Forskydningerne internt i oppositionen vil få afgørende betydning for, hvilken politik en ny regering kan føre. Hidtil har udsigten til et alternativt skyggeflertal mellem S, SF og DF – også kaldet ’FOA’-flertallet – blokeret enhver forestilling om, at Enhedslisten eller Det Radikale Venstre ville kunne vinde en reel indflydelse i den følelsesladede værdipolitik.
