Da Francis Fukuyama med usædvanlig god timing udgav sit essay 'The End of History' kort før Murens fald i 1989, var det ikke nogen endelig slutning for historien.
Men det var slut med det, man kan kalde Den Store Fortælling. Kommunismens endelige sammenbrud tog de store historiske synteser med i faldet.
Ideen om at kunne lægge en bestemt vinkel ned over større kronologiske sammenhænge fik et skær af totalitarisme og placerede den slags historieskrivning i den akademiske skammekrog.
Nu var Nationalmuseets store udstilling ikke længere baseret på danmarkshistori en, men hed i stedet danmarkshistori er.
LÆS OGSÅJeg fik ret - demokratiet sejrer
Fokus var på det nære og relationerne mellem de enkelte mennesker og omverdenen.
I medierne slog bevægelsen igennem med dogmer om, at enhver nyhedshistorie skulle bæres af en menneskelig historie, sådan at selv indslag om de mest abstrakte politiske lovindgreb altid skulle ledsages af en skildring af, hvilke konsekvenser samme lov havde for en udvalgt person eller familie.
I bøgernes verden udkom et rekordstort antal biografier - nærbilleder af kendte mennesker. Foruden en mængde detaljerede beskrivelser af bittesmå, afgrænsede forløb, man angiveligt kunne bruge som prisme til større erkendelser. Selvfølgelig var der undtagelser som Anders Fogh Rasmussens forsøg på at fremstille Danmark som uansvarligt i fodnote- og samarbejdspolitikken og hans egen politik som tilsvarende ansvarlig.
