Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Symboler. Italiensk krucifikssag blotlægger en dobbeltmoral blandt kritikere af islamiske religionssymboler.
Foto: DALSGAARD MIRIAM (arkiv)

Symboler. Italiensk krucifikssag blotlægger en dobbeltmoral blandt kritikere af islamiske religionssymboler.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvornår skal symboler forbydes?

Er det i strid med menneskerettighederne med et kors på væggen i den offentlige skole?

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En foreløbig afgørelse fra Menneskeretsdomstolen i Strasbourg har givet en borger medhold i, at et kors i et italiensk klasselokale er en krænkelse af skolebørnenes ret til religionsfrihed.

Umiddelbart skulle man tro, at det store kor af debattører, der både herhjemme og rundt omkring i Europa har tudet os ørerne fulde med behovet for at få adskilt religion og politik (læs: bandlys flest muligt muslimske symboler i det offentlige rum), ville modtage kendelsen med kyshånd. Men det er sjovt nok ikke tilfældet.

Korset er jo et symbol på flertallets tradition i Italien og i det meste af Europa, og så er behovet for at skille det religiøse (korset) og det politiske (den offentlige skole) pludselig ikke så påtrængende. Den italienske undervisningsminister, der sammen med 11 andre europæiske regeringer forsøger at få Menneskerettighedsdomstolen til at nå en anden, endelig afgørelse, henviser til, at korset blot er en tradition.

Holder principperne vand?
Kritikere af krucifiksforbuddet – der ifølge visse jurister i sidste ende kan true korset i Dannebrog (jeg tvivler) – har derfor mobiliseret et andet princip på deres side: Nationalstaternes ret til selv at bestemme, hvad der skal pryde væggene i offentlige bygninger.

Næste skridt er så at angribe Menneskerettighedsdomstolen for at overskride sin kompetence ved at blande sig i et nationalt anliggende. Det er dog på den anden side svært at se, hvordan en Menneskerettighedsdomstol overhovedet giver mening, hvis den ikke blander sig i staternes afgørelser. Det er sådan set hele pointen med at have en fælles domstol.

I frie og åbne samfund er et forbud ikke udgangspunktet, men undtagelsen.



Den europæiske pointe i krucifikssagen er, at alle de, der har brugt statsneutralitets- og ’ingen sammenblanding af religion og politik’-argumentet mod det muslimske mindretal, nu må gøre op med sig selv, om de også vil udrense kristendommen (og alle andre religioner) af de offentlige rum. Eller om de bare vil bekende kulør, droppe principperne og argumentere efter personlig præference.

I så fald er det dog ikke domstolene, de skal forsøge at gøre indtryk på – her arbejder man efter generelle principper og synspunkter, der lader sig generalisere. Betragtninger om, at ’dem der kan jeg godt lide – men dem der kan jeg ikke lide’ duer ikke i den sammenhæng.

Forbud er undtagelsen
Men hvilket princip kan begrunde, at eleverne i italienske skoler må tåle kors på væggen? Må og skal religionen ikke her vises vintervejen?

Mit svar er nej. Jeg mener godt, krucifikset kan tolereres i de italienske klasselokaler. Især hvis det er frivilligt for den enkelte skole eller lærer, for noget generelt påbud er der vist ikke tale om i Italien, hvor kirke og stat jo længe har været adskilte.

Men på grundlag af hvilket princip vil jeg da argumentere imod Menneskerettighedsdomstolens foreløbige afgørelse, og for noget så formasteligt som en sammenblanding af religion og politik?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pointen i krucifikssagen er, at alle de, der har brugt statsneutralitets- og ’ingen sammenblanding af religion og politik’-argumentet mod det muslimske mindretal, nu må gøre op med sig selv, om de også vil udrense kristendommen (og alle andre religioner) af de offentlige rum.



Jo, det vil jeg i medfør af et princip, der længe har været underspillet i alle de mange diskussioner om religiøse symboler og beklædningsgenstande, vi har haft i de senere år: Nemlig det for frie og åbne samfund helt naturlige princip, at forbud ikke er udgangspunktet, men undtagelsen.

Udgangspunktet må være, at både individer, institutioner og organisationer må dekorere sig selv og deres ejendom, som de vil, medmindre der foreligger konkrete argumenter for, at de dermed skader andre.

Sund fornuft
Det udelukker ikke et forbud mod hagekorset, når det af konkrete, historiske grunde skønnes at være et hadefuldt og morderisk udsagn i en europæisk sammenhæng. Men det placerer bevisbyrden der, hvor den hører hjemme. Et abstrakt princip eller en tese om, at man påvirkes negativt blot ved synet af symbolet på en trosretning, man ikke selv tilhører, vil ikke være nok.

Om mit princip – eller min formodningsregel – er gangbart i Strasbourg eller overhovedet er juridisk anvendeligt, ved jeg ikke. Men lidt sund fornuft må der vel også være plads til en gang imellem.

I frie og åbne samfund er et forbud ikke udgangspunktet, men undtagelsen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden