En foreløbig afgørelse fra Menneskeretsdomstolen i Strasbourg har givet en borger medhold i, at et kors i et italiensk klasselokale er en krænkelse af skolebørnenes ret til religionsfrihed. Umiddelbart skulle man tro, at det store kor af debattører, der både herhjemme og rundt omkring i Europa har tudet os ørerne fulde med behovet for at få adskilt religion og politik (læs: bandlys flest muligt muslimske symboler i det offentlige rum), ville modtage kendelsen med kyshånd. Men det er sjovt nok ikke tilfældet.
Korset er jo et symbol på flertallets tradition i Italien og i det meste af Europa, og så er behovet for at skille det religiøse (korset) og det politiske (den offentlige skole) pludselig ikke så påtrængende. Den italienske undervisningsminister, der sammen med 11 andre europæiske regeringer forsøger at få Menneskerettighedsdomstolen til at nå en anden, endelig afgørelse, henviser til, at korset blot er en tradition. Holder principperne vand? Kritikere af krucifiksforbuddet – der ifølge visse jurister i sidste ende kan true korset i Dannebrog (jeg tvivler) – har derfor mobiliseret et andet princip på deres side: Nationalstaternes ret til selv at bestemme, hvad der skal pryde væggene i offentlige bygninger.
