Indrømmet, det er måske gammeldags at forvente lidt rollemodel, lidt retskaffenhed – ja, bare lidt ordentlighed – af verdens ledende magter.
Men derfor var det i grunden så enkelt under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen. USA kunne man beundre eller være vred på, ofte også skuffet over. Sovjet kunne man bare ikke leve med. Frihed stod klart over for ufrihed. Retssikkerhed over for totalitær undertrykkelse. Nu står vi igen med to supermagter – en verden domineret af G2 – denne gang USA og Kina. Og Kinas beundrere godter sig. Nu kan vi lære det. Kina er i dag verdens største og mest dynamiske vækstøkonomi.




























