Har USA endelig valgt at tage kampen op med Kina om indflydelse i Burma, eller hvilke bevæggrunde kan Washington i øvrigt have, der kan begrunde det drastiske amerikanske omslag i forhold til pariastaten Burma. Efter ti års forsøg på ved hjælp af økonomiske sanktioner at presse generalerne til at indføre politiske reformer, løslade demokratilederen Aung San Suu Kyi fra husarrest etc. har USA besluttet, at samtale måske vil bringe bedre resultater end trusler. Sanktionspolitikken mislykkedes bl.a., fordi den blev punkteret først og fremmest af Kina, men også af alle sydøstasiatiske lande. Washington gik ud af styrkeprøven som taber. Frem for at isolere Burma gjorde amerikanerne sig selv irrelevante: »USA forlangte, at generalerne skulle begå selvmord«, har en kinesisk diplomat sagt om den amerikanske politik. Den tjente kun til at cementere forholdet mellem Kina og generalerne. Begge følte deres interesser truet. Generalerne frygtede, at magten ville glide dem af hænde, hvis de bøjede sig for de amerikanske krav om demokratiske reformer, og kineserne opfattede USA’s forsøg på at demokratisere Burma som et led i en omklamringsstrategi. Maksimum indflydelse på landene i Kinas periferi er et led i dets sikkerhedspolitik. Kina og Burma har over 1.200 km fælles grænse. Et demokratisk Burma, frygter kineserne, vil genoplive den borgerkrig, der prægede de første 30 år, efter at landet blev selvstændigt i 1948. Kina ønsker stabile forhold i nabolandene, og i den henseende er generalerne leveringsdygtige. En kovending i USA's Burmapolitik I september signalerede udenrigsminister Hillary Clinton en kovending i USA’s Burmapolitik. Den ligger i forlængelse af præsident Obamas udstrakte hånds diplomati. »Det er en falsk problematik«, sagde Hillary Clinton, »at stille sanktioner op mod forhandling ... Vi vil forhandle direkte med de burmesiske myndigheder for at fremme demokratisk reform«. LÆS OGSÅObama til militærjunta: Løslad Suu Kyi
Straks efter besøgte den burmesiske udenrigsminister Washington, hvilket amerikanske visumrestriktioner tidligere havde forhindret. Burmeserne kvitterede ved at tillade diplomater at besøge Aung San Suu Kyi, og en amerikansk viceudenrigsminister har besøgt Rangoon. Det amerikanske udspil kommer belejligt for juntaen, der er bekymret over den voksende kinesiske indflydelse. En stor del af handlen ligger på kinesiske hænder. Kinesere fra Yunnan-provinsen infiltrerer over grænsen, og Beijing blander sig i interne burmesiske anliggender. De burmesiske generaler har, lige siden Ne Win væltede den demokratisk valgte regering i 1962, manøvreret ud fra tre grundlæggende principper: At bevare magten for enhver pris. At bevare Burmas suverænitet, hvilket i perioder har medført, at landet har været totalt isoleret fra omverdenen. Og for det tredje, at forhindre opløsning af enhedsstaten. Den har udløst årtiers borgerkrig på grund af store etniske minoriteters krav om selvstyre. Kina prioriterer Burma højt Kineserne har på det sidste truet Burmas suverænitet. Beijing har f.eks. afholdt møder med repræsentanter for en række etniske mindretals militser og opfordret dem til at nedlægge deres våben og forhandle sig til rette med generalerne. Kineserne har også forhandlet med repræsentanter for de forskellige oppositionsgrupper bag ryggen på juntaen. Sandt nok har Kina også beskyttet generalerne mod kritiske resolutioner i Sikkerhedsrådet. Kina prioriterer sine interesser i Burma så højt, at Beijing for første gang i 35 år brugte sit veto i Sikkerhedsrådet i forbindelse med et resolutionsforslag, der ikke vedrørte Taiwan. Men samtidig har Beijing ikke tøvet med at belære generalerne om nødvendigheden af at »lytte til befolkningens røst og fremme dialog og reform«. Selvfølgelig efter kinesisk forbillede. Kina ønsker et stabilt Burma, der kan sikre leverance af olie og gas fra den bengalske bugt og bekæmpe smugleri af narkotika over grænsen til Yunnan-provinsen. Kineserne presser generalerne til at mildne presset på befolkningen for at forhindre en eksplosion. Hvad Kinas interesser er, synes klart. At juntaen håber at kunne balancere mellem Kina og USA, er også klart. Men hvad er Obamas hensigt med at vaske tavlen ren for alle de uhyrligheder, juntaen har på samvittigheden, og skabe forvirring i de juntafjendtlige kredse i Burma, der har hentet nogen opmuntring i bevidsthed om, at USA stod bag. Det forlyder, at Beijing har bidraget til at åbne døren for den amerikansk-burmesiske dialog. Måske er der tale om en kinesisk-amerikansk forståelse, bygget på et sammenfald af visse interesser. En amerikansk erkendelse af, at det, burmeserne her og nu har brug for, er mad, sundhed og undervisning, og at demokrati kommer i anden række. Model: Kina.
