Målet var Iran, og et af de vigtigste midler var en palæstinensisk-israelsk tilnærmelse.
Præsident Barack Obamas strategi var fra første færd, at væsentlige fremskridt på Palæstinafronten skulle underbygge den tilnærmelse til den muslimske verden, i første række den arabiske, som Obama indledte med sin Kairo-tale i juni: »Uanset hvad vi mener om fortiden«, erklærede han, »må vi ikke være dens fanger«. Det var ikke kun forgængerens Irakkrig, han havde i tankerne, eller CIA-kuppet i 1953 i Iran, men også den kæde af sammenstød mellem islam og kristenheden, helt tilbage til korstogene for tusind år siden, som fortsat forbitrer forholdet mellem USA og de arabiske befolkninger. Målet er fortsat Iran, men tvunget af omstændighederne har Obama måttet ændre strategi. I et forsøg på at distancere sig fra Bushs efterladende politik i forhold til skiftende israelske regeringer, der stort set fik frie hænder til at skalte og valte i de besatte palæstinensiske områder, valgte Obama i første omfang konfrontation med Jerusalem.
