Anekdoten handler om Putin, men den kunne lige så godt anvendes på situationen i Afghanistan.
En journalist beder Ruslands ministerpræsident om at beskrive Ruslands situation med ét ord: »Good«, svarer Putin. Og hvis De skulle bruge to ord? »Not good«. Et eksempel fra Afghanistan. Ifølge officielle oplysninger er der sket dramatiske fremskridt med rekruttering og uddannelse af den afghanske politistyrke. Den spiller en afgørende rolle i den nye strategi, hvis ophavsmand er den nyligt afskedigede general Stanley McChrystal. Målet er at drive talebanerne i defensiven og opbygge et regeringsapparat, der opfylder minimale fordringer. Politifolkenes opgave er at opbygge tillid til regeringen i Kabul og sørge for ro og orden. Antallet af afghanske soldater og politifolk er steget med 50 pct. siden januar sidste år. So far, so good. Men sagt med to ord er situationen ’not good’. En BBC-reporter, der producerede dokumentarfilmen ’Kabul Copts’, tilbragte en måned med de afghanske politifolk under uddannelse og i marken. Han fortæller, at styrken er gennemkorrupt, at politifolkene begår vold og selvtægt, og at den afghanske befolkning i de ’befriede’ områder frygter dem mere end talebanerne. De terroriserer befolkningen og praktiserer islamiske retsbegreber, hvorefter korruption straffes hårdt.


























