Vi har politik og politikere fra væg til væg:
Politikere i ’Vild med dans’ fredag aften; politikere iscenesat i ’Borgen’ søndag aften samt i 117 andre drama- og underholdningsserier på alle kanaler; politiske nyheder ad libitum overalt angående en påstået påbegyndt valgkamp sovset ind i endeløse kommentarer af tumpede spindoktorer; et massivt mediebillede af politik, politik og politik. Dansk politik. Ryk ét skridt tilbage, tag et blik ud over Folketinget og se med et halvt øje, at næppe nogensinde i danmarkshistorien har der siddet så mange kedelige jakkesæt og blege personager på så mange af de 179 pladser. Ryk ét skridt frem igen og se med et kvart øje den omvendte verden: Selv samme jakkesæt og spadseredragter, som logisk set burde hænge pænt i klædeskabene og passe deres politiske pligter, er sprunget vildt og voldsomt ud overalt, de fylder hele det offentlige rum, tager al ilten, optræder i samtlige roller som gode, onde, vrede, kloge, sexede, grimme, smukke og oggenokkede. Men politikerne er ikke spændende nok til at optræde i alle disse roller med konflikt, fest og farver. De er for blege til, at man kan spejle sig i dem. Og hvad værre er: Politik er ikke spændende nok. Livet er jo simpelt hen så meget andet end politik. Demokratiet slår sig selv ihjel, hvis det vil være livets mening. Det er en styreform, den hidtil mindst ringe, klart nok. Men demokrati er ikke en religion, demokrati er ikke noget, vi alle sammen skal bruge dag og nat og hele vores følelsesliv på.
