Digter. Her ses digteren Yahya Hassan, der læser op ved et debatmøde på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, Odense.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Digter. Her ses digteren Yahya Hassan, der læser op ved et debatmøde på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, Odense.

Signatur

»Ytringsfrihedsnarkomaner«

End ikke Københavns politi kan tvinge Yahya Hassan til at optræde i den danske kamp om ytringsfriheden.

Signatur

To danske med palæstinensisk baggrund mødtes mandag i Københavns Byret: den 18-årige digter Yahya Hassan og den 24-årige ’IM’. Sidstnævnte, der tidligere er dømt for terror, overfaldt 18. november førstnævnte på Københavns Hovedbanegård. Politiken havde en levende reportage fra byretten:

»Landets mest omdiskuterede poet entrerede retssalen med sort læderjakke og to livvagter fra PET som ekstra overfrakke.

Til venstre for ham sad 24-årige IM med sort fuldskæg og hættetrøje. Allerede fra morgenstunden havde han tilstået overfaldet, hvor digteren slap med en flækket læbe, så normalt ville sagen hurtigt være blevet afgjort med en dom efter den milde voldsparagraf.

Men i går var der mere på spil, fordi politiet mener, at overfaldet ikke bare var tilfældigt, men var motiveret i Yahya Hassans islamkritiske digte og udtalelser«.

Offer og gerningsmand deltog i noget, der handlede om mere end en flækket læbe. Politikens reporter trak perspektivet op: »At 18-årige Yahya Hassan og 24-årige IM skulle komme til at sidde i Københavns Byret på hver sin side af kulturkampen, var ikke givet på forhånd. På overfladen er der mange fællestræk i deres opvækst«.

Kulturkampen, ja. Men hvilken kulturkamp? I det ’danske’ perspektiv drejer det sig om ytringsfrihed, og vi kender ned til mindste detalje positionerne i den kamp. Vi ved også, at kampen har en lang historie med tråde tilbage til historiske danske konflikter, som har handlet om alt muligt andet end ytringsfrihed.

Kampen går tilbage til det moderne gennembrud sidst i 1800-tallet, den har haft skiftende aktører og mange nuancer op gennem 1900-tallet, og vi kender kampens koreografi og aktører lige så indgående som skuespillerne i ’Matador’ – der forresten i høj grad handler om akkurat denne danske, moderne ’kulturkamp’.

Og nu beder vi venligst de to danske med palæstinensisk baggrund om at optræde i vores kære danske kampstykke og indtage et par af de faste roller. Hassan og IM skal være helt og skurk i den aktuelle akt, der hedder ’kampen om ytringsfriheden’. Men de vil ikke, og jeg citerer videre fra Politikens reportage:

»Men selv om de to unge palæstinensisk-danskere har valgt vidt forskellige livsretninger, var det stadig tydeligt, da poeten og den tidligere terrorist i går stod over for hinanden i Københavns Byret, at ingen af dem kommer fra et miljø, hvor det er kutyme at hjælpe ordensmagten. IM tilstod overfaldet, men benægtede, at det havde nogen sammenhæng med Yahya Hassans digte. (…) Da Yahya Hassan satte sig til rette i vidnestolen, blev det hurtigt tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at hjælpe politianklageren med at oplyse sagen yderligere. (…) »Hvis han vil overfade mig på gaden, tager vi den derfra. Jeg er ikke bange for et slagsmål. Jeg er ligeglad, hvad der sker med gerningsmanden. Han er ikke mit problem, han er retssystemets problem, han er ytringsfrihedsnarkomanernes problem««.

Vi kender kampens aktører lige så indgående som skuespillerne i ’Matador’

»Ytringsfrihedsnarkomanerne«. Vi bragte faktisk reportagen under stikordet ’Ytringsfrihed’. For os handler ’kulturkampen’ for øjeblikket om denne frihed, og vi insisterer på at forstå Yahya Hassan i vores logik. Og selvfølgelig er det afgørende, at digterens ytringsfrihed bliver forsvaret – også selv om han selv siger, at han er ligeglad.

Men kunne vi alligevel stoppe op et øjeblik og overveje, om der også er et element af navlebeskuelse eller kulturel narcissisme i vores vilje til at tvinge Yahya Hassan ind i en gammel dansk kulturkamp, som faktisk ikke er hans?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et er, at selveste det danske politi og den danske anklagemyndighed forlanger, at han selv og alle andre skal forstå hans digte som læserbreve, hvilket han ret kosteligt afviste i byretten: »Et digt har ikke den opgave at afspejle virkeligheden, så jeg ved ikke, om du kan bruge det i en retssag«.

Et andet er, at hans kulturkamp er oppe imod al den vold, undertrykkelse, falskhed, fanatisme og så videre, han oplever og har oplevet i sit eget miljø. Men vi gammeldanske kidnapper straks hans kulturkamp og gør den til noget, vi kan bruge i vores kære gamle kampe med hinanden.

Og når Yahya Hassan tager til Vollsmose for at diskutere med sine egne og konfrontere dem i hans kulturkamp, så rejser hele det københavnske parnas med og sætter sig på forreste række for ligesom at markere, at det altså er os, der bestemmer, hvad denne her kamp går ud på.

Er vi ytringsfrihedsnarkomaner, der skal have vores daglige fix?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce