Der er almindelige politikere – og så er der Barack Obama.
Selv i Washington, hvor man ellers skulle tro, at folk er vant til at se præsidenten forholdsvis regelmæssigt, vækker det stadig vild opsigt, når Obama viser sig. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg skulle i biografen i Georgetown sidste weekend. Normalt er der forholdsvis fredeligt på Street ved sekstiden, men ikke denne aften. Tværtimod, det væltede med mennesker uden for Citronelle, en af Washingtons mest kendte restauranter. Hundredvis af nydeligt klædte amerikanere stod mast mod hinanden for – måske – at få et glimt af præsident Obama, der var ude og spise en romantisk middag med sin kone. At der formentlig ville gå flere timer, før præsidentparret kom ud, bekymrede tilsyneladende ikke mængden, der kun var vokset yderligere, da jeg kom forbi en halv time senere. Der er gået mere end halvt år siden Obamas valgsejr, men Obamanien ruller stadig over USA for fuld kraft. Så meget, at præsidenten til tider virker mere som en rockstjerne end en politiker, hvor selv hans mindste gøren og laden følges med åndeløs interesse. Både New York Times og Washington Post har trykt lange og grundige analyser om, hvorvidt Obamas hår skulle være blevet lidt mere gråt i løbet af de første måneder som landets leder; der har været utallige artikler om Obamafamiliens nye hund, Bo, og forleden åbnede på The National Museum of American History i Washington en stor udstilling om Obamas tiltrædelse. At tiltrædelsen fandt sted i januar og dermed efter de fleste definitioner ikke allerede er historie, så museet tydeligvis stort på. Hertil kommer alle Obamas rådgivere og hjælpere, hvis liv og levned også bliver fulgt i de allermindste detaljer.
