Jeg har i sommerferien læst Poul Smidts bog om Viggo Kampmann, der var socialdemokratisk statsminister i begyndelsen af 1960’erne. Kampmann var den første cand.polit. på posten, og han indvarslede en ny periode: økonomernes herredømme.
Siden 1960’erne har økonomernes forkærlighed for modeller og planer domineret – ikke bare politisk, men i alle hjørner af magtens maskinrum: tænketanke, organisationer, Det Økonomiske Råd, finansinstitutioner osv.
