I Vesten er vi individualister. I Østen er de kollektivister. Det har vi altid fået at vide. I vest er vi optaget af den personlige frihed og vil kæmpe med næb og klør mod forsøg på at mindske den. I øst tæller det enkelte menneske ikke på samme måde som hos os, fordi de er så mange, staten bestemmer alt, se bare på Kina og dengang i Sovjet.
Sådan kunne en lettere karikeret gengivelse af den ældgamle forskel på øst og vest, der jo ifølge Kiplings berømte digt aldrig skal mødes, lyde, men noget er i skred. Individualismen, som vi har kendt den på vore breddegrader, er ved at rinde ud. Jeg er ikke i tvivl om, at vi står foran et voldsomt skred mod kollektivisme og fællesskab, ikke nødvendigvis fordi vi ønsker det, eller fordi det nødvendigvis bliver rart, men fordi vi er nødt til det.
