0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jes Stein Pedersen: Vores epoke kommer til at få tæsk i fremtidens historiebøger

Kun et mindretal på kloden kan leve, som vi gør det i Vesten. Vi slipper ikke for at afgive noget af forbrugsfriheden, men vi skal passe på åndsfriheden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Arkivtegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Vesten er vi individualister. I Østen er de kollektivister. Det har vi altid fået at vide. I vest er vi optaget af den personlige frihed og vil kæmpe med næb og klør mod forsøg på at mindske den. I øst tæller det enkelte menneske ikke på samme måde som hos os, fordi de er så mange, staten bestemmer alt, se bare på Kina og dengang i Sovjet.

Sådan kunne en lettere karikeret gengivelse af den ældgamle forskel på øst og vest, der jo ifølge Kiplings berømte digt aldrig skal mødes, lyde, men noget er i skred. Individualismen, som vi har kendt den på vore breddegrader, er ved at rinde ud. Jeg er ikke i tvivl om, at vi står foran et voldsomt skred mod kollektivisme og fællesskab, ikke nødvendigvis fordi vi ønsker det, eller fordi det nødvendigvis bliver rart, men fordi vi er nødt til det.

Presset kommer både indefra og udefra. Indefra, fordi flere og flere oplever individualismen i form af ensomhed. Vi kender det allesammen. Man kan være nok så god til at hygge sig i sit eget selskab, men når man ligger dér med hovedet på puden, ved man godt, at uden fællesskab med andre kan det hele være lige meget. Vi kender det også fra vores arbejdspladser. De, der arbejder meget alene, bliver ikke korrigeret nok af deres omgivelser, men udvikler små megalomanier, som gør det svært at omgås dem.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter