Jeg skal holde to meters afstand og undgå kram og kindkys fra mennesker uden for min husstand. Det vil sige alle mennesker, for min husstand er kun mig. Normalt er mit sociale liv ikke bundet til lejlighedens beboere, og jeg tænker derfor sjældent over, at de mennesker, jeg deler mit liv med, har en anden adresse. Men pludselig bad Mette og Søren os pænt om at gå indenfor og blive der, så meget vi kunne. Barerne, restauranter og caféer lukkede dørene, og alle sædvanlige mødesteder er nu ikke længere mulige.
Egentlig har jeg altid været udmærket i stand til at udholde mit eget selskab, så foreløbig er jeg og mig selv da ikke gået fra hinanden. Ikke fuldstændig i hvert fald. Men jeg ved, andre er mindre heldige. Fordi deres mentale helbred i forvejen kun blev holdt oppe af fællesskaber, venners kram og den generelle følelse af, at verden udenfor findes.
