Chefredaktøren er glad. »Det er dejligt at se mange af jer på Rådhuspladsen igen,« skriver han i en mail. »Ved du hvad, chef? Det er også dejligt at se dig,« tænker jeg … Jeg ville bare ønske, at vi ikke skulle mødes i et storrumskontor.
Det ønske vil høste bifald. Endda fra så lærte mænd som professor i infektionsimmunologi Jan Pravsgaard Christensen. For nylig sagde han i Berlingske, at folk ikke nødvendigvis kan forvente at vende tilbage til de samme storrumskontorer, som de forlod i marts. Bemærkningen faldt i forlængelse af et studie, som en gruppe sydkoreanske sundhedsforskere netop har fremlagt . Det viser, hvordan coronavirus spreder sig med lynets hast i åbne kontorlandskaber. I en bygning i Seoul testede man 1.143 personer, der hyppigt kom på en af de 19 etager. 97 havde covid-19. Hele 94 af dem arbejdede på 11. etage, størstedelen havde kontorplads i den samme side af storrummet. Når man har en hel arbejdsdag til at puste virus i ansigtet på sine kollegaer, kan man være ganske effektiv.




























