For et par år siden gik jeg rundt i en spansk landsby med en god bekendt. Vi ledte efter et sted at slutte en hyggelig aften af med den sidste copa (drink) inden sengetid. Men stort set hver gang et vandingshul åbenbarede sig i de snævre gader, rystede min ven på hovedet og sagde: »Nej, ikke der. De var også på den forkerte side«.
Hurtigt gik det op for mig, at han mente i den brutale borgerkrig, der fra 1936 til 1939 kostede mindst 2 millioner mennesker livet. Men det er, indvendte jeg, næsten 100 år siden.
»Måske. Men diktaturet varede længe. Ja, på mange måder er det her endnu«, lød svaret.
Som et spøgelse, klar til at springe ud af skabene i familierne, i venskaberne, i bylivet og ikke mindst i politik, præger og spalter den spanske borgerkrig landet, som først blev et demokrati, efter at sejrherren i den blodige krig, Francisco Franco, døde i 1975 og dermed afsluttede diktaturet. Men der er ingen reel politisk dialog hen over borgerkrigens gamle frontlinje, der går mellem højre og venstre i spansk politik. Kun goldt fjendskab og gensidige beskyldninger med ekko fra datidens blodbad.
Mens vi for eksempel i Danmark oplevede politisk borgfred under virussens hærgen, har det langt hårdere ramte Spanien, hvor små 30.000 er døde med corona, set sygdommen blive brugt som våben hen over frontlinjen. Da den socialistiske ministerpræsident Pedro Sánchez i maj bad om en forlængelse af den omfattende lockdown, lød svaret fra lederen af den borgerlige opposition og partiet PP, Pablo Casado: »Vi vil ikke længere tolerere mindretalsregeringens umoralske forsøg på at tage spaniere som gidsler«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar