Man får tårer i øjnene og lyst til en fælleskrammer, når man hører beskæftigelsesministeren og statsministeren tale henført om Arne-reformen. Uanset om man bestilte et stykke med socialdemokrat på smørrebrødssedlen i stemmeboksen ved det seneste valg eller ej, synes det spirende efterår pludselig blankt og vårfriskt. Man får lyst til at lade kapslerne springe og skåle i den øl, Arne har ødelagt sine knæ ved at slæbe. For det er smukt, når fællesskabet rister paragraffer. Når Peter og Mette slutter cirklen med en tak til Arne for at have slidt og slæbt, så de kunne få deres lange uddannelser og sikre sig livslang hæve-sænke-bordsidyl.
’Lille land, stort fællesskab’. Man kan få ikke så lidt nationalromantik og pudsemiddel til den solidariske glorie for tre milliarder kroner.
