Jeg var på hospitalet for nylig. Lægen var arrogant og fornærmende. Vores samarbejde blev derefter.
Det gik galt allerede, da hun hentede mig i venteværelset. »Susanne Knorrenborg«, sagde hun. »Hej, jeg nøjes bare med Susan«, svarede jeg kækt med et venligt, lidt skælmsk smil. Hun vrissede, at hun vel ikke var den første, der havde taget fejl af navnet, og jeg smilede afvæbnende mit der-gik-vi-vist-lidt-fejl-af-hinanden-jeg-bliver-ikke-stødt-over-så-lidt-smil.
Det smil fik jeg brug for adskillige gange i den halve time, vi brugte sammen. Men stemningen blev ikke bedre.
Da jeg gik derfra, bryggede jeg på en klumme om, at patientkontakt burde prioriteres højere på medicinstudiet.
Siden er det gået op for mig, at en del af forklaringen på vores ringe samarbejde sikkert er, at vi lider af den samme sorte, ironiske og lidt sarkastiske humor. Men da vi begge havde halvdelen af ansigtsmimikken gemt bag blåt papir, var det umuligt for os at afkode hinanden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar