I denne uge har vrede sygeplejersker spontanstrejket sig til en tur i Arbejdsretten. I de seneste uger har jeg mødt dem i debatredaktionens indbakke. De er rasende. De fik ikke det lønløft, de havde sat næsen op efter, de har stress, eller også har deres kolleger, og i de kommende mange måneder får de endnu mere travlt, for nu skal de hjælpe med at afvikle puklen af udsatte operationer, som strejken har efterladt.
Men mest af alt er de afmægtige. Fordi de ikke er blevet hørt. Fordi arbejdsgiverne vendte vrangen ud på tomme lommer og tavst trak på skuldrene eller endda formastede sig til at synge en sang om, at de jo slet ikke kendte sygeplejerskernes krav. Fordi regeringen henviste til respekten for den danske model, så den slap for at bidrage til at løse problemerne. Fordi en eller anden komité nu skal marinere deres løndrømme i ordflom og grimme grafer.
