Rødvin smager grimt med rødkål. Flødeskum med kolde ris og varme kirsebær giver ingen mening. Selvhadet bobler, når man dagen derpå kommer i tanke om chefens blik, da man trængte ham op i et hjørne til julefrokosten og krævede en fuldemands-MUS. Han havde troet, at han kunne styre udenom, hvis han gik inden klokken 21, men hvem kan ikke præstere en brandert, der topper kl. 20? Jeg kan.
Juletraditioner kan være trættende, alligevel elsker jeg dem, fordi de giver rytme i mit liv. Traditioner har takt. Gentagelserne rammer moderne menneskers liv ind, selv om vi for længst har gjort os uafhængige af årets gang og naturens skiften og ikke mærker den som andet end en vekslen mellem støvler og sandaler. Elpærer sørger for lys i mørket, høstfesten er aflyst af urbaniseringen, containerskibe serverer frisk frugt altid. Nok står tjørnen stikkende, men man får mere end liggende kål, når man sanker under neonrørene i de moderne indkøbskatedraler. Her er ingen mangel, men heller ikke noget at glæde sig til. Man kan næppe længes efter manglen, men man kan længes efter længslen.
