I sidste uge var jeg i New York for første gang siden pandemien og legaliseringen af hash. Og sjældent er jeg blevet så overrasket. Stemningen i den by, som jeg kender så godt – jeg har boet i New York i mange år og besøgt byen løbende, siden jeg var teenager – var grundlæggende forandret.
Knap havde jeg stillet kufferten på hotellet og vandret ud i byen for at nyde solen, foråret og selve det, at man overhovedet kan rejse igen efter to nedlukkede år, før jeg bemærkede de bølgende dufte af hash. Igen og igen gik man gennem den sødlige duft, ikke bare i de mere unge og festlige dele af byen, men stort set overalt.




























