Hvem skal være Danmarks næste statsminister? Sådan lyder hovedspørgsmålet i den valgkamp, vi nu har slidt os halvt igennem. Uanset om Søren Pape lover skattelettelser og råber undskyldninger til den grønlandske befolkning, Mette Frederiksen lover at se på de offentligt ansattes løn og landbrugets CO2-udledning, eller Jakob Ellemann-Jensen lover mere frihed og fantaserer om at nedlægge jobcentre, så er der i bund og grund kun et spørgsmål, der bliver stående længere end et par døgn på nyhedsdagsordenen: Hvem skal være Danmarks næste statsminister? Er Mette for magtfuldkommen, har Søren dårlig dømmekraft, er Jakob for blød? Kan de lede Danmark? Det er spørgsmålet. De andre er sekundære.
Som gladiatorer bevæbnet med tabeller, statistik, gedulgte svinere, fantasier om dengang. de mødte en helt almindelig dansker i en gågade i provinsen. og ordspil, der er Gajol-æsker værdige, kæmper de om statsministertitlen i dramatisk halvmørke tv-studier iført mørke jakkesæt og ditto miner. »Hvem har kurs mod Prins Jørgens Gård?«, spørger kommentatorerne hinanden, så snart den ugentlige livekamp er overstået.
