Denne sommer hjemsøges jeg af et interview med den amerikanske stjerneforfatter Bret Easton Ellis. I interviewet, der handler om den såkaldte generationskrig, harcelerer Ellis mod nutidens ungdom, som han har givet det lidet flatterende øgenavn ’generation wuss’. Forfatteren kaster sig ud i de mest bizarre postulater om de yngre generationer og får eksempelvis antydet, at den ’overdrevne omsorg’, vi er vokset op med, har en direkte forbindelse til den stigende selvmordsrate blandt unge i USA. Derfor skulle jeg netop til at slukke for den linde strøm af uinteressant sur galde, da Ellis sagde de ord, jeg ikke har kunnet slippe siden: »Unge i dag er aldrig rigtig alene med sig selv«.

For at kunne forklare, hvorfor jeg igen og igen hører den sætning for mit indre øre, som var det en catchy linje fra et træls sommerhit på P3, er det nødvendigt at vende tilbage til konteksten for interviewet med Ellis. Nemlig den generationsdebat, der for alvor har fyldt i vores hjemlige spalter siden Weekendavisens Søren K. Villemoes skrev det flittigt debatterede indlæg ’X-mænd’ i december sidste år. I indlægget holder Villemoes, med egne ord, »grovfilen« op mod den såkaldte generation X, hvis uhæmmede individdyrkelse og kronisk ironiske tilgang til verden, han erklærer for død. »Med alvorens genkomst er generation X’s tid endeligt forbi«, skriver Villemoes. Men hvis tid er det så nu? Hvem har vristet Zeitgeist-stafetten ud af hænderne på Bret Easton Ellis, Casper Christensen, Michael Berthelsen og alle de andre X’ere? Det har de yngre generationer Y og Z, der er født i årene 1980-1996 og 1997-2010. Jeg vil ikke begive mig ud i en dissekering af forskellene mellem de to generationer, men derimod fokusere på, hvad de har til fælles, nemlig en generelt mere pessimistisk og alvorlig tilgang til fremtiden.