Så er badetiden slut for alle med røde ... udslæt. Også dem med kloakvand i munden, lugten af afføring i næsen, alger i håret og kloakslam mellem tæerne må hellere se at komme op på land.
Sæsonen for forfriskende havbade på de danske kyster er forbi. Uden mange fristelser fra bølgen blå. I de få timer, hvor solen fik tørret regnen væk, og blæsten tabte sin kolde pust ved de karske kyster, så vandhunden logrede lystigt af forventninger, var der lige det der med lugten. Af lort. Og udsigten til besynderligt brunt vand på den anden side af et bredt bælte af rådnende tang og alger.




























