Når undertegnede som barn og teenager holdt sommerferie sammen med min mormor og morfar i deres kolonihave i haveforeningen Hestholm i Ballerup, spiste vi seriøst meget wienerbrød. Vi fik spandauere til formiddagskaffen. Kanelsnegle til eftermiddagskaffen. Og måske også et stykke kringle til aftenkaffen. Og vi var ikke de eneste. Folk åd ganske enkelt wienerbrød, som skulle de opfylde en bestemt kvote. Sådan var det. Ingen satte spørgsmålstegn ved det helbredsmæssige i denne adfærd. Og type 2 diabetes, som dengang også gik under navnet gammelmandssukkersyge, blev anset for at være en del af aldringen.
Det var i de gode gamle dage. Hvor det også hørte med til dagsrationen for en voksen mand at ryge i det mindste en pakke cigaretter, og valgte man at skylle smøgerne ned med et dusin bajere, rynkede ingen på næsen. Til gengæld blev der set mere end skævt til svagpisserne, som hellere ville have en Jolly Cola end en Hof. Medmindre de altså var ’på bussen’ – hvilket var en eufemisme for at være i besiddelse af et behandlingskrævende alkoholproblem. Så var det okay ikke at prygle pilsnere i kloakken.
