»Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke«, proklamerede digteren Johannes Jørgensen i et meget berømt essay i tidsskriftet Taarnet i 1893. Han stod i spidsen for den danske afdeling af symbolismen, en åndsretning, der gik ind for opulent billedsprog og eksistentiel dybde og blandt andet var en reaktion på naturalismens mere håndfaste problemorientering og jordnære emnekreds. Masser af metaforer i stedet for skildring af social nød, borgerskabets forringede arvemasse og andelsbevægelsens fremmarch.

Dengang befandt danskerne – og den øvrige verden, men den om det – sig i et vadested mellem modernitetens skræmmende malstrøm og fortidens i ånden hyggeligt pludrende å. Det var der nogle, som gerne ville tale lige ud af posen om, mens andre altså foretrak en mere indirekte, måske ligefrem undvigende, diskurs, som flyttede fokus til abstrakte eksistentialer. For man kan jo altid forholde sig til, hvordan toiletforholdene monstro er i det hinsides, i stedet for at tale om rotterne i skraldespandene.