Initiativet kan synes sympatisk. Discountkæden Lidl har den seneste tid solgt frugt og grønt uden moms. Det samme har kæden 365discount tidligere gjort for at højne folkesundheden. Men samtidig sælger butikkerne i stor stil fødevarer til spotpris, der skader folkesundheden.
Helt symptomatisk stod der en stor palle med chips midt i frugt- og grøntafdelingen hos Lidl, den dag Politikens fotograf var forbi for at dokumentere det nye folkesundhedsinitiativ. Hvad laver chips der, hvis man for alvor vil gøre noget for folkesundheden? Det samme sker i 365discount, hvor mange butikker er fyldt med chips, sodavand, kanelgifler og andet junk.


























