Dette indlæg har været længe undervejs. Alligevel tørrer min mund ud, mens jeg skriver det. Jeg ved, at det vil gøre gode og dygtige kolleger skuffede. Særligt i en tid, hvor forskningsverdenen føler, at den må stå sammen mod planløse udflytninger af uddannelser og kritik af hele forskningsfelters lødighed fra det, der engang gik for at være Danmark fineste talerstol, den i Folketinget.

Men den nyfundne politiske interesse for universiteternes placering og forskningsområder får mig til at tænke, at tiden måske er moden til en bredere debat om, hvilken rolle samfundsforskningen (som er den slags forskning, jeg har forstand på) bør spille. Årtiers fokus på ’forskningsexcellence’ og ’internationalisering’ har nemlig brudt den grundlæggende samfundskontrakt, der er mellem borgere og samfundsforskere.