Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Leder afJes Stein Pedersen

Litteraturredaktør på Politiken

Verden har akut brug for våbenkontrolaftaler.

Vores menneskelige eksistens hviler på en fuldstændig uacceptabel grundpræmis

Lyt til artiklen

Paddehatteskyen, ikke de 140.000 mennesker bomben dræbte, blev symbolet på den chokerende nye tidsregning, verden fik 6. august for 80 år siden, da det spaltede atom blev brugt, som dets fremmeste teoretikere havde frygtet. Modsat den nøgne, grædende pige, der løb på landevejen et sted i Vietnam, blev den ultimative gru, som ramte Japan, til en visuel abstraktion, selv om rædslen var helt konkret: Det begyndte at regne sort i dagene efter atomeksplosionen. De overlevende drak regnens dråber. De var radioaktive.

Stanley Kubricks sorte komedie, ’Dr. Strangelove’, skildrede den atomare absurditet og paranoia, men ellers manifesterede a-bomben de kommende år sig mere abstrakt i kunsten. Da han blev bedt om at retfærdiggøre sine drypmalerier, svarede Jackson Pollock i 1950:

Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her