Egoistiske ’mig-mig-mig’-forældre, der konstant blander sig i lærernes arbejde. Og respektløse elever, der nægter at indordne sig klassens fællesskab og tror, alt er til diskussion.
Det er ifølge folkeskolelærer og debattør Geeti Amiri nogle af grundene til, at folkeskolen er »sindssygt presset«, og at man som lærer kan have svært ved at komme i mål med sin undervisning.
Og hun er ikke alene med sin kritik. I forrige uge gik undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ud og kritiserede en del af de danske folkeskoleelever for at være ’PDO’ – pissedårligt opdragede.
»Det nytter ikke noget, at det altid handler om, at skolen skal laves om«, har ministeren uddybet til DR:
»Nogle gange er det også fordi, børnene er kommet i seng klokken 3 om natten. Har siddet og kigget på TikTok. Ikke har fået madpakke med. Er opdraget med, at alting er til diskussion. Har svært ved at acceptere, at man skal række fingeren op, før man må sige noget«.
Forsker: Eleverne sidder som små kontorfolk
Ifølge den uafhængige skoleforsker Louise Klinge er det dog for letkøbt at skyde skylden for den pressede folkeskole over på eleverne og deres forældre.
»Det handler også om lange skoledage med et snævert bogligt fokus, og at børn fra specialskolerne kom til almenområdet, uden at der blev tilført ekstra ressourcer. Det har givet mange forældre anledning til at være oprigtigt bekymrede for deres børns trivsel. Samtidig er opgaven blevet meget mere krævende for lærerne, fordi børnenes megen skærmtid i og udenfor skolen har påvirket dem negativt«, siger hun.
Ifølge Louise Klinge er der blandt andet behov for bedre uddannede lærere, flere voksne i hver klasse og en erkendelse af, at vores nuværende folkeskole ikke er indrettet optimalt til nutidens børn, der er vant til at blive taget alvorligt og hørt.
»Jeg forstår virkelig godt, at mange børn ikke bare automatisk retter ind. Vi har skabt en skole, hvor mange elever fra omkring 5. klasse har siddet som små kontorfolk og er blevet bedt om at kigge på en skærm fra morgen til eftermiddag. Det er så børnefjernt og så utroligt kedeligt, at jeg godt kan forstå, at de i det stille eller i det mere larmende prøver at gøre oprør«.
Landsformand: Forældrene er usikre
Kritikken af forældrenes ageren i folkeskolen er også for sort-hvid, mener Regitze Spenner Ishøy, landsformand for organisationen Skole og Forældre.
Når forældrene blander sig kritisk i lærerens arbejde, handler det måske i virkeligheden mere om usikkerhed og manglende forventningsafstemning, oplever hun.
»Forældrene gør det jo ikke for at være til besvær. De gør det, fordi de er enormt usikre og i tvivl om, hvordan de skal reagere i situationen. De står med en følelse af aldrig at være helt gode nok. Enten er de for forstyrrende, eller også opdrager de ikke deres børn godt nok«.
Hun mener desuden, at skolerne i høj grad selv er skyld i, at grænserne for forældrenes indblanding er blevet udviskede.
»Forældrene er blevet trukket længere og længere ind i folkeskolen med opgaver som trivselsforældre, legegrupper og forældrearrangementer amok. Jeg tror faktisk, det er vigtigt med en modbevægelse, der siger: Vi behøver ikke mødes hver måned til forældrevin, fordi vi har børn på samme alder«, siger landsformanden, der efterspørger en mere åben og respektfuld samtale om det gode skole-hjem-samarbejde.
Fronterne er trukket for hårdt op
Hos Skolelederforeningen byder man den samtale meget velkommen.
»Der er brug for en ny samtale om, hvordan forældrene bedst kan bidrage til fællesskabet i skolen. For det er afgørende, at de bakker op. Men måske skal det være på en anden måde end for 10 år siden«, siger formand Dorte Andreas.
Hun understreger, at det er enormt vigtigt, at forældrene viser tillid til skolen og anerkender, at lærerne er de professionelle, der ved bedst i forhold til læringen. Og at det selvfølgelig også gælder den anden vej: At skolerne skal lytte til forældrene i forhold til deres børns trivsel.
»Men jeg synes, at linjerne bliver trukket hårdt op i øjeblikket. Og det giver faktisk ikke et reelt billede af, hvad der egentlig foregår i dagligdagen i skolen«, siger hun.
Dét budskab er Regitze Spenner Ishøy enig i:
»Der er trukket nogle rigtig hårde fronter op – specielt lige nu med ministerens ’PDO’-snak – men jeg tror, det handler om afmagt. Både hos lærerne, forældrene, skolelederne og politikerne. Om ikke at kunne slå til. For vi vil jo alle sammen det samme: At vores børn får en god skolegang og lykkes i livet. Så hvorfor bliver det en kampplads i stedet for et arbejdsrum?«.
fortsæt med at læse
