Jeg tror aldrig før, jeg har kritiseret medierne, men jeg har nu besluttet at gøre en undtagelse. Det er ikke for at fralægge mig det ansvar, vi selv har for det dårlige resultat i Venstre. Vi har brug for selvransagelse og grundige evalueringer efter et historisk dårligt resultat. Punktum. Men jeg ved, både som tidligere forsker og journalist, at der er noget at komme efter.
Jeg er ikke primært ude efter de store dagblade. De er holdningsmedier, har deres egne målgrupper og driver ofte kampagnejournalistik. Jeg vil fokusere på Danmarks Radio, som Danmarks største public-service-medie. DR’s dækning af valgkampen levede ikke op til to helt afgørende nyhedskriterier: væsentlighed og neutralitet/upartiskhed.

























