Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Indtil for nyligt troede jeg fuldt og fast på, at vores velfærdssamfund greb dem, der blev ramt af alvorlige kriser. Men troen blev taget fra mig, da min mand blev diagnosticeret med en dødelig sygdom.
Jeg troede på systemet. Indtil vores liv ændrede sig på et splitsekund på Bispebjerg Hospital
»Hvordan har vi indrettet et velfærdssystem, hvor selv de mest menneskelige medarbejdere må gemme sig bag regler og minimumskrav?«, skriver Maria Nore (t.h.). Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklenLæst op af Maria Nore
07:27
Henter...
For seks måneder siden var jeg troende. Ikke åndeligt, men som mange andre i Danmark: Man kan vel kalde mig en velfærdssamfundskirkegænger. En af dem, der betaler sin skat, passer sit arbejde og har tillid til, at systemet – trods fejl og mangler – grundlæggende fungerer og griber mennesker, når livet rammer hårdt.
Jeg havde selvfølgelig hørt historierne. Om ulovlig sagsbehandling, urimelige ventetider og økonomisk kassetænkning. Hvem har ikke? Men i mit stille, måske naive sind troede jeg, at de var undtagelser. At når man virkelig stod i en livskrise, ville systemet vise sin menneskelighed.
Marlene Holmhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.
