Søren Svendsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Søren Svendsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Kronik afPeter Birch Sørensen

Professor ved Københavns Universitet

Der er ikke empirisk grundlag for at hævde, at en formueskat af den størrelse, der har været foreslået i debatten, vil have store skadevirkninger på dansk økonomi. På den anden side viser forskningen også, at en formueskat ikke er et ret effektivt instrument til at skaffe staten indtægter.

Frustrationen over koncentrationen af penge er forståelig, men hvorfor gå over åen efter vand?

Lyt til artiklen

Formueskat er et varmt emne i valgkampen 2026, efter at Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF har foreslået at lægge en ny skat på de rigeste danskere.

Tanken er ikke ny. Allerede i 1542 måtte den danske adel betale en engangsskat på 5 procent af deres formuer for at hjælpe kong Christian den Tredje af med en tyngende krigsgæld. I 1789, hvor Danmark blev rodet ind i den svensk-russiske krig, eksperimenterede man med en engangsskat på ½ procent af nettoformuer over 4000 rigsdaler. Den var baseret på selvangivelser, og staten lovede at brænde alle papirer, når skatten var i hus, så skatteyderne ikke kunne få den tanke, at staten igen kunne finde på at opkræve den slags skatter!

I nyere tid havde Danmark en formueskat i hele perioden fra 1903 til og med 1996. Frem til 1990’erne havde 12 europæiske lande en formueskat; i dag er det kun tre lande i Europa (Norge, Spanien og Schweiz), der pålægger en formueskat. Så nytter det noget?

Søren Svendsenhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her