Du tænker måske ikke så meget over det, når du står med dit gamle kompas i hånden eller kigger på et skibskompas: At den røde del af kompasnålen ikke peger mod den geografiske nordpol. Nålen følger tværtimod de magnetiske feltlinjer, som samler sig ved den magnetiske pol i nord, som rent fysisk fungerer som en magnetisk sydpol, da den tiltrækker nordpolen på en kompasnål eller stangmagnet.
Det er ikke noget man skal bekymre sig om, når man på sin vej forsøger at navigere efter de fire verdenshjørner nord, øst, syd og vest. Med mindre, at den magnetiske sydpol flytter på sig, for så er der risiko for, at man vil blive slået ud af kurs, hvis man ikke korrigerer for, at den magnetiske sydpol har fået ny adresse.