I denne uge ramte frygten for første gang min generation. Vi er født af sorgløse ’OK boomere’, og selv om vi ifølge statistikken er forældre til den generation Z, der råber vreden ud ved at besætte universiteter og gå på gaden med hævede bannere og knyttede næver, tager vi selv temmelig let på tingene. ​​

Bevares, vi 45-50-årige har haft masser af ting at være bange for, men vi har aldrig mærket frygtens sjælsmartrende ængstelse for vores egen og vores fælles fremtid. Vi har ikke trukket vejret igennem virusinficeret luft, der kunne koste os selv, vores forældre eller bedsteforældre livet. Vi har ikke mærket eller tillært os undtagelsestilstandens sprog og koder.