Marie Bløndhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Marie Bløndhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

I årevis er vores velfærdsstat blevet afmonteret stykke for stykke, og alligevel finder vi os i det. Hvad er der sket med vores moralske kompas, vores følelser? Hvorfor bliver vi ikke rasende?, spørger klummeskribent Katrine Marie Guldager.

Katrine Marie Guldager: Hvorfor finder vi os i at blive holdt for nar?

Lyt til artiklen

For nylig kunne man på P1 høre Søren Ulrik Thomsen gøre sig til talsmand for det synspunkt, at hvis man er til et politisk møde og med faner og fakler og sange og pludselig synes, at taleren er fantastisk, så skal man gå hjem. Det er hårdt sat op, og jeg kan kun være enig med Søren Ulrik Thomsen i, at det er farligt at lade sig forføre af sine følelser, og alle politiske bevægelser må jo munde ud i en form for kedelig realpolitik, som der ikke nødvendigvis er meget schwung over.

Alligevel synes jeg, det lyder forkert at ville adskille følelser og politik på den måde, der lægges op til, og man kunne lige så godt gå den anden vej. Hvordan kan vi i Danmark være så totalt følelsesløse, som vi er i øjeblikket? Hvordan har vi i årevis kunnet se på, at vores velfærdsstat er blevet afmonteret stykke for stykke, uden at blive vrede, sure, gale i skralden? Hvordan har vi kunnet komme igennem skandalerne i Skat uden daglige fakkeltog fra Gedser til Skagen? Hvorfor finder vi os i det? I at blive holdt for nar?

Marie Bløndhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her