For knap ti år siden var jeg inviteret en uge på et psykiatrisk hospital for at skrive om hverdagen. Kom og se med egne øjne, hvordan virkeligheden er, lød det fra den kompetente og sympatiske overlæge, der kontaktede mig med et nobelt ønske om at åbne dørene for omverdenen og bidrage til, at læserne fik et mere nuanceret billede af psykisk sygdom, indlæggelse og behandling.
Det var oppe på højeste niveau, om en journalist, der havde skrevet en række kritiske artikler om blandt andet bæltefiksering og selvmord i psykiatrien, skulle lukkes indenfor. Ledelsen var blandt andet bekymret for, hvilke billeder der ville komme i avisen sammen med mine ord. Den ville beskytte patienterne mod offentlighedens interesse og foreslog derfor en kreativ metode til, hvordan vi kunne fotografere.
