Der var noget komfortabelt og uforpligtende over det, da den socialdemokratiske superstrammer på udlændingeområdet, Rasmus Stoklund, i august 2024 skrev sin bog ’Ingen over Domstolen’, hvor han lagde op til et hårdt opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Stoklund havde forskellige forslag til, hvordan Danmark burde modarbejde domstolens angiveligt aktivistiske linje på udlændingeområdet, og det komfortable bestod i, at han kunne læne sig tilbage og sige, at han jo ’blot’ var politisk ordfører, der havde skrevet sine egne personlige meninger i en bog.




























