Derhjemme kan man ikke se skoven for bare træer. I Harasta kan man ikke se ulykken for bare bombekratere. Måske derfor hæfter øjnene sig ved de håbefulde detaljer.

Planten i en brugt olivenoliedunk, som nogen har sat ud som pynt på en sønderbombet altan. Den splinternye skønhedssalon i en bygning, hvor hele facaden er revet væk, så man kan kigge ind på alle etager ude fra vejen. Den nuttede kat i den faldefærdige lejlighed på 58 kvadratmeter, hvor en mor bor med sine fem piger.

Her i forstaden til Damaskus slår ejendomsmæglersprog ikke til, efter Bashar al-Assad under den 11 år lange borgerkrig lod bomberne regne ned over sine landsmænd. Jo, de bygninger, der alene har skudhuller og måske mangler en væg hist og her, kan med lidt god vilje kaldes håndværkertilbud. Men hvad med de bygninger, der nu blot er støvede jordbunker? Eller dem, hvor etagerne er knækket sammen, og tonstunge betonelementer hænger og dingler i jernarmering?

Så hvad ser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på sit besøg i Syrien?