Hvert andet barn kan ikke svømme

For lidt og for sen svømmetræning gør, at børn ikke lærer at svømme ordentligt. Dermed er de mere udsatte for ulykker i vandet, advarer TrygFonden og Dansk Svømmeunion.

Oskar Simon Ravn Modigh har aldrig fået en egentlig svømmetime i sit 14-årige liv. Men han springer ufortrødent og med fødderne først ned i det sortgrønne, 16 grader kolde havnevand i Islands Brygges Havnebad til ære for Politikens fotograf. Han sætter af sted med seje tag. Og skyder god fart ned ad den 75 meter lange svømmebane.

For Oskar elsker det våde element, som han gjort, siden han var fem år.

»Jeg lærte at svømme på en ferie i Tyrkiet, hvor min far og nogle venner viste mig hvordan. Og så blev jeg bare ved og ved, ligesom da jeg skulle lære at cykle. Jeg gav den bare fuld gas og ville svømme alle steder hen«, siger Oskar senere, da han kulderystende har taget et håndklæde om sig og svarer på spørgsmål.

Som den eneste ikkekonkurrecencesvømmer i finalen i DR’s tv-program ’Livredderne’ på mandag, hvor unge dyster om at blive den bedste livredder, har han tilbragt meget tid i vandet på det sidste.

»Der er altid noget nyt ved vandet, man kan udforske eller blive udfordret af. Jeg har blandt andet set koraller i Egypten«, siger Oskar.

Men det er langtfra alle børn og unge i Danmark, der får den fortrolighed med vandet, fortæller Tobias Marling, som er projektleder i Dansk Svømmeunion (DSU). En undersøgelse, som Yougov har foretaget for DSU og TrygFonden i 2014 viser, at 51 procent af de 7- til 14-årige ikke kan kalde sig sikre i vandet, da de ikke kan svømme 200 meter eller længere uden hjælpemidler.

...skrækscenariet er, at for mange ikke lærer, hvordan de skal færdes sikkert i og på vandet, og ulykkestallet stiger

»Det er alvorligt. Svømning er en grundlæggende færdighed, der er ligestillet med andre kompetencer som at kunne læse, regne eller cykle, og det er jo af samme grund, at skolerne skal undervise i svømning«, siger Tobias Marling og vurderer, at tallene stadig gælder i dag, fordi helhedsbilledet ikke umiddelbart har ændret sig over de seneste år.

En af grundene er, at hvert fjerde barn ikke får tilbudt at lære svømning i grundskolen. En anden er, at et barn, der først får chancen for at lære svømning i en for sen alder, kan have svært ved at blive svømmeduelig. Det er, når man kan svømme længere end 200 meter uden pause og hjælpemidler. Den manglende sikkerhed i vandet bekymrer formand for Rådet for Større Badesikkerhed Sven Hedegaard:

»Stadig flere danskere bruger vandet mere, og skrækscenariet er, at for mange ikke lærer, hvordan de skal færdes sikkert i og på vandet, og ulykkestallet stiger«.

Går glip af sjove vandoplevelser

Oskar Simon Ravn Modigh synes, at alle forældre og børn skulle give svømningen en chance.

»Det er synd for dem, der aldrig lærer det, for de går glip af en del. Jeg er sikker på, at de fleste ville elske at svømme, hvis de fik en mulighed for at mærke vandet«, siger han. Det er i hvert fald, hvad han så ske for nogle af klassekammeraterne, da de i 5. klasse på Hyltebjerg Skole i Vanløse skulle have svømmeundervisning. Oscar var med i gruppen af elever, der hjalp til med at lære brystsvømning og crawl fra sig til de andre elever.

»Alle fik en mulighed for at prøve det, alle skulle i vandet, og det virkede. Jeg har flere kammerater, som fik lyst til at lære det, og som kan svømme i dag«, siger Oskar.

Det er hæmmende for de børn, som ikke får det lært, mener Tobias Marling, fordi de ikke kan tage med vennerne og bade på stranden eller komme med til børnefødselsdag i svømmehallen.

»Manglende svømmefærdigheder betyder, at ikke alle børn kan deltage i arrangementer, som de dermed bliver ekskluderet fra«, siger Tobias Marling og understreger, at det selvfølgelig er sikrere for børn og voksne, hvis de kan redde sig selv.

Oscar Simon Ravn Modigh har været igennem et livredderforløb, men skulle andre have lyst til at bruge deres svømmeevner og lære at redde andre, så afholder DGI 37 Ocean Rescue Camps for børn og unge flere steder i landet i løbet af skolernes sommerferie.
Foto: Martin Lehmann

Oscar Simon Ravn Modigh har været igennem et livredderforløb, men skulle andre have lyst til at bruge deres svømmeevner og lære at redde andre, så afholder DGI 37 Ocean Rescue Camps for børn og unge flere steder i landet i løbet af skolernes sommerferie.

Hvert år drukner der mennesker i Danmark, men antallet af børn, der drukner, er heldigvis faldet siden 00’erne, så det ligger mellem ingen og to om året. Nogle af de ulykkelige drukneulykker sker med småbørn i svømmebassiner eller vandløb.

Jeg er sikker på, at de fleste ville elske at svømme, hvis de fik en mulighed for at mærke vandet

Af de 55 dødelige drukneulykker i 2015 skete langt de fleste for mænd på over 40 år og slet ingen for børn. Men der er hvert år nærdrukneulykker med børn, som bliver reddet, efter at de er kommet galt afsted i for eksempel svømmehallen,

Voksne får et stort problem

Mange børn lærer ifølge ovennævnte undersøgelse at svømme omkring tiårsalderen. Alligevel ender hver tredje voksen, eller 31 procent, med at være usikre svømmere.

»Enten får de som børn aldrig lært det, ellers mister de færdigheden undervejs, fordi de ikke lærte det godt nok som børn. Desto før man lærer at svømme, desto bedre bliver man«, siger Tobias Marling. Han mener, at både forældre og skoler har et ansvar for at flere børn lærer at svømme sikkert, og at alle skoler bør få integreret den obligatoriske svømmeundervisning. Cirka hver fjerde skolebarn får ikke den svømmeundervisning, som det burde få, påpeger både Dansk Svømmeunion og TrygFonden. Det bekræfter Sven Hedegaard fra Rådet for Større Badesikkerhed.

»Sidste år ved budgetforhandlingerne skaffede en del kommuner sig af med udgifterne til at køre bus, og det er en taktik, der ødelægger skolesvømningen for de elever, der ikke går i skole tæt på svømmehallen eller et andet sted, hvor man kan bade«, siger Sven Hedegaard, men understreger, at nogle kommuner til gengæld prioriterer skolesvømning højt. Hvad børnene ikke får lært i skolen, kan forældrene forsøge at tage hånd om, selv om der kan være problemer med at få sit barn ind på overfyldte svømmehold, mener Tobias Marling:

»Forældrene må søge efter ledige pladser og være klar, når klubberne åbner for tilmelding. I København er der enormt behov for, at der bliver bygget flere svømmehaller. Og så skal forældrene se på, om de kan bruge havnebadene i højere grad, men det er begrænset til bestemte tider på året. Ellers må de bruge de offentlige åbningstider i svømmehallerne eller tage deres børn med på ferie, hvor de selv må lære dem det. Længere er den jo ikke«.

Oskar Simon Ravn Modigh hilser på livredderne ved det halvtomme og let forblæste havnebad.

»Skal du så være livredder, når du bliver over 18«, spørger den ene og tilføjer: »Det er verdens bedste sommerjob«.

»Ja, det havde jeg tænkt mig«, svarer Oskar, før han tager endnu en tur i det kolde vand.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce