Det er ikke mere end et halvt år siden, OnePlus 6 kom på markedet, men nu er det kinesiske firma klar med en opgraderet version, OnePlus 6T, der mest byder på små opgraderinger. Men en af dem kan gøre en ret stor forskel. Det handler om fingeraftrykslæseren, der nu er indbygget i selve skærmen. OnePlus 6T er et af de første eksempler i Danmark på denne nye tendens, der er på vej fra Kina.
Der kommer flere og flere sikkerhedsforanstaltninger på din telefon, og alt fra oplåsning til mobile betalinger kræver ofte en såkaldt biometrisk verificering, for eksempel med dit fingeraftryk eller skanning af dit ansigt. Apple har valgt at gå helhjertet ind på det sidste, efter at de angiveligt havde svært ved at få deres fingeraftryksteknologi Touch ID til at virke, hvis de byggede det ind i skærmen. Af samme grund var sidste års iPhone X den første iPhone, der helt droppede fingeraftrykslæseren og i stedet havde Face ID, der bruger dit ansigt som ’sikkerhedskode’. 2018-modellerne har heller ingen Touch ID, men kun Face ID, og det er ikke problemfrit. Du kan for eksempel ikke låse iPhone op med Face ID, hvis du holder den i vandret tilstand, og det er ikke altid, det fungerer ordentligt i mørke.




























