Giver chefen dig et et gavekort til Illum eller andre butikker skal der efter alt at dømme betales skat af det.
Foto: Jesper Mortensen

Giver chefen dig et et gavekort til Illum eller andre butikker skal der efter alt at dømme betales skat af det.

Forbrug og liv

Pas på! Måske skal du betale skat af din firmajulegave

Det er Ebberød Bank, at en kaffemaskine fra Elgiganten kan være en skattefri personalejulegave, mens der skal betales skat af et gavekort til samme butik, siger skatteekspert.

Forbrug og liv

Har du også fået en julegave af chefen, eller regner du med at få det, så er det nok en god idé at læse videre.

For chefens gavmildhed kan ramme dig lige i nakken.

Et stort antal virksomheder vælger nemlig at give deres medarbejdere et gavekort, så de selv kan vælge, om de vil købe en porcelænsvase, en røremaskine eller et par gode flasker rødvin.

Nemt og enkelt – også for arbejdsgiveren.

Men hvad de færreste lønmodtagere ved, er, at gavekortet i skattefaglig forstand bliver sidestillet med en lønindkomst.

Det betyder, at du skal betale skat af gavekortets værdi, også selv om det holder sig inden for den skattefri gavegrænse på 800 kroner.

Gavekort bliver kontrolleret

Konsekvensen er, at dit gavekort i realiteten bliver halveret, alt efter hvor stor en del af din indkomst du betaler i skat.

»Der er stadig rigtig mange arbejdsgivere, der ikke kender skattereglerne, eller som bevidst vælger den lette løsning og giver et gavekort ud fra den antagelse, at skattemyndighederne nok har andet at tage sig til end at tjekke små gavekort. Men det kan man bare ikke gå ud fra«, siger Henning Boye Hansen, skatteekspert og chefkonsulent i revisions- og konsulentfirmaet BDO.

Jeg tillader mig at tvivle på, at de lønmodtagere, der kender disse skatteregler, rent faktisk indberetter gavekortindtægten på årsopgørelsen

Han henviser til et større kontrolaktion på en stor offentlig virksomhed, hvor skattemyndighederne i 2015 valgte at slå hårdt ned på 350 gavekort til en værdi af knap 300 kroner stykket.

Til trods for de beskedne beløb blev de intetanende lønmodtagerne sat i skat af deres gavekort.

»Denne her skatteaktion er et studie i nidkærhed, men den viser også, at man ikke bare kan gå ud fra som givet, at det her område ikke bliver kontrolleret. Når det er sagt, så tillader jeg mig at tvivle på, at de lønmodtagere, der kender disse skatteregler, rent faktisk indberetter gavekortindtægten på årsopgørelsen«.

»Der er jo ingen, der kan forstå, hvorfor man kan gå ned i Inspiration eller Elgiganten eller en anden forretning og købe en kaffemaskine til 500 kroner og give den som skattefri julegave til medarbejderne – men giver man de samme medarbejdere et gavekort til de selvsamme butikker, så skal der afregnes skat. Det er jo en regel, der burde være ændret for lang tid siden«, siger han.

Gavekort – en populær firmagave

Langt de fleste private virksomheder giver julegaver til medarbejderne – det er mere sjældent på de offentlige arbejdspladser, vurderer BDO.

Men på trods af de skrappe skatteregler var gavekort sidste år den næstmest populære firmajulegave.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov i forrige uge gennemførte for Gavefabrikken, der er Danmarks største leverandør af firmajulegaver.

»Vi ser i høj grad, at de gaver, der har individet og valgfriheden i fokus, bliver mere og mere populære. Det er blandt andet blevet mere og mere populært med løsninger, der giver mulighed for at vælge mellem flere forskellige gaver,« sagde Gavefabrikkens direktør og ejer, Nikolai Kiim, ved den lejlighed til Finans.dk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce